top of page

Ærlighed!

"Med ærlighed når man længst" lærte mine forældre mig. Er det sandt? Når det gælder ledelse, har jeg oplevet, at man når langt med løgn. Sandheden er en ubehagelig størrelse. Ubekvem og uden hensyn til følelser. Sandheden er ikke altid det, vi ønsker at høre. Løgnen er et nemt alternativ.


De første år jeg var leder, opdagede jeg, at jeg var begyndt at digte, at "twiste" sandheden en smule, lægge lidt til eller trække noget fra. Jeg var begyndt at lyve! Ikke meget, slet ikke hver dag og heller ikke om væsentlige ting. Men hvorfor? For at gøre budskabet lidt lettere at fordøje for medarbejderne? For at undgå kritiske spørgsmål? For at fjerne fokus fra mig. Jeg ved det ikke. Måske handlede det bare om at se bedre ud i medarbejdernes skarpe projektørlys.


Men løgnens bagside er tab af tillid. Når - ikke hvis - medarbejderne eller kollegerne opdager, at du omgås sandheden lemfældigt, så mister de tilliden til dig. Du bliver ikke længere troet. Uanset om det, du fortæller, er sandt.


Morten Albæk, filosof med meget mere skriver i bogen "Det gennemsnitlige menneske"

om "Glansbilledoverenskomsten": "Det faktum, at vi generelt pynter på sandheden om os selv og ikke evner at være ærlige i relationer med andre mennesker."

Morten Albæk skriver: "Det sprog, som det kræver at fortælle om fejl og nederlag og føre samtaler om det besværlige og netop almindelige liv, synes vi ikke længere at beherske som mennesker."


Morten Albæk argumenterer også for hudløs ærlighed. Han ved godt, at sandheden kan være problematisk og uønsket. Men han påstår, at uærlighed i relationer mellem mennesker er årsag til langt flere problemer end selv den mest hudløse ærlighed. Morten Albæk er villig til at gå langt for ærligheden: "Jeg vil som leder meget hellere miste en medarbejder, fordi jeg er ærlig, end beholde en, fordi jeg er uærlig...".


Jeg er enig med Morten Albæk i det meste. Men han overser efter min mening, at hudløs ærlighed mellem mennesker stiller uoverskueligt store krav til vores sprog. Mine egne ord slipper ofte op, når jeg skal være ærlig og emnet er svært. Men det betyder ikke, at uærlighed eller løgn er et acceptabelt alternativ.


Fordi jeg har været der, hvor løgnen var en mulighed, har jeg været nødt til at beslutte mig for at være ærlig. Jeg forsøger - men lykkes desværre ikke altid - med at leve efter tre principper:


  1. Hvis der er noget at fortælle, så fortæller jeg det! Jeg er holdt op med at reducere kompleksitet for medarbejderne ved at forholde dem relevant information. Arbejdspladsen er ikke et informations-vacuum og de fleste oplysninger dukker alligevel op til overfladen.

  2. Hvis jeg ved noget, eller kender svaret på et spørgsmål - men ikke må fortælle det (sådan er det bare nogle gange, når man er leder...), så siger jeg det til medarbejderne. I klar tekst: "Jeg kender svaret" eller "jeg har fået informationen" efterfulgt af "...men jeg må ikke videregive oplysningen (endnu)". De fleste både forstår og accepterer. Og de få, der hverken forstår eller accepterer, blive ofte hjulpet på vej af kolleger, der sætter pris på, at jeg forsøger at være ærlig.

  3. Hvis jeg ingenting ved om et givet emne eller ikke kender svaret på et spørgsmål, så siger jeg det! Jeg lader være med at lægge til eller trække fra eller give medarbejderne et "hint", som de kan konspirere over. Det kan selvfølgelig godt blive pinligt, hvis medarbejderne allerede har skaffet svaret fra en anden kilde. Men det er lige meget. Det handler om at være ærlig i relationen.


Mine tre principper er nemmere skrevet end levet! For at virke i praksis kræver de tillid. Og tillid får man ikke, det gør man sig fortjent til ved hårdt ledelsesarbejde! Derfor er mine tre principper altid udfordret af hverdagens konflikter, der reducerer tilliden mellem ledelse og medarbejdere. Omvendt er ærlighed i relationerne med til at opbygge tillid. Cirklen er sluttet. Lad væres med at bryde den ved at pynte på sandheden!




Foto af Brett Jordan fra Pexels


Comments


bottom of page