top of page

15 minutters berømmelse

Hvorfor gør de det? Det spørgsmål har jeg stillet både mig selv og mine omgivelser mange gange, når talen falder på tidens „hotte“ fjernsynsprogrammer: Robinson, Big Brother, Idols, Stjerne for en aften, Popstars med mange flere. Hvad er det dog, der får tilsyneladende helt normale, velfungerende og fornuftige mennesker til at krænge deres følelsesliv ud over skærmen for en million seere for ikke at tale om de ydmygelser, de frivilligt udsætter sig for?


… og det er så nu jeg må indrømme, at jeg dybest set slet ikke er kompetent til at starte denne debat. Det er nemlig aldrig lykkedes mig at se et helt afsnit af hverken Big Brother, Robinson eller Stjerne for en aften. Jeg har prøvet – men der går sjældent 10 minutter før jeg har krampe i tæerne og kun er i stand til at forholde mig til spørgsmålet: „Hvorfor gør de dog?“ Hvorfor lade sig ydmyge og udsætte sig for fjernsynsstationens kynisk iscenesatte spil i Robinson? Deltagerne spiller jo alle sammen de roller, som stationens „castere“ og psykologer har tildelt dem: den kristne unge mand, bøllen, pigen med de rigtige meninger osv. – De er jo blot skuespillere i en fjernsynsvirke-lighed. Da deltagerne langt fra er dumme må de da vide det. Men hvorfor gør de det så? Hvorfor kæmpe sig igennem udtagelsesprøver i Stjerne for en aften for at stå på scenen i 3 minutter og lade familien Danmark foretage en vurdering af såvel personlighed som sangtalent? For slet ikke at tale om den kærlige, men ofte meget direkte vurdering de tre professionelle eksperter giver. Hvorfor gør de det? Man kan da få vurderet sit talent på mange andre måder end at udstille det for en million fjernsynsseere i den bedste sendetid?


Der er selvfølgelig skrevet både bøger og kilometervis af avisartikler om det, der gør „reality tv“ til noget specielt – både for deltagere og publikum. Jeg har også læst artiklerne – men nok alligevel ikke helt forstået det. En af forklaringerne på programmernes succes er, at de medvirkende opnår de 15 minutters berømmelse vi – i teorien – alle sammen håber at få i vores liv. For publikum er der dels den elementære spænding – underholdningen – dels identifikationen: Når hun, som er helt alminde-lig, kan opnå 15 minutters berømmelse, så kan jeg måske også.


Det er så her, min helt personlige film knækker. Hvad i alverden skal jeg med 15 minutters berømmelse? En halv times berømmelse? Eller et helt livs berømmelse? …. Det skulle da lige være penge nok til at betale gælden til banken og kreditforeningen. Men efter nærmere overvejelse tror jeg hellere jeg vil skylde kreditforeningen end at optræde på forsiden af Se & Hør hver anden uge. Nu er det ikke sådan, at jeg synes, der er noget galt i at forsøge at udnytte sit talent: Som musiker, sanger, danser, skuespiller eller fodboldspiller. Selvfølgelig skal man da se hvor langt det kan bære – og er man god og bliver man rig og berømt, så er det måske fordi man har arbejdet for det og fortjent det. Man har måske endda bidraget til at andre mennesker har fået positive oplevelser i deres liv. Men hvis udgangspunktet er, at man bare vil være berømt uden smålig skelen til hvilke ofre man selv bringer på vejen – og i nogle tilfælde også uden hensyn til hvad man gør ved andre mennesker undervejs, så er det jeg spørger: „Hvorfor gør de det?”.


Måske får jeg bare krampe i tæerne, fordi jeg aldrig ville have en chance hverken i Robinson eller Big Brother og da slet ikke i Stjerne for en aften. Men et eller andet sted håber jeg, at mine problemer med „reality tv“ skyldes at fokuseringen på berømmelse bare ligger så langt væk fra min opfattelse af evangeliets budskab og hvad der bør være væsentligt i menneskers liv. Ingen steder har jeg nogensinde lært, at jeg selv kom før min næste. At mit eget kom før min næstes. Tværtimod har jeg altid lært, at jeg selv vokser, når jeg gør noget for andre.

De unge spørger: „WWJD“ – What Would Jesus Do? – Hvad ville Jesus gøre? Selvom Han i rigeligt mål fik sine 15 minutters berømmelse brugte Jesus ikke tiden på at pege på sig selv. Mange gange blev han konfronteret med spørgsmålet: „Hvem er du?“. Men aldrig svarer han: „Jeg er Gud!”. Jesus peger altid videre til Gud, til sin far som sendte ham til os.


Når jeg bringer evangeliets budskab ud til andre vokser jeg i min tro. Nu rækker mine evner kun til at forsøge at bringe evangeliet ud ved at skrive i kirkebladet mens andre synger lovsang, prædiker eller giver store koncerter. Det er ikke formen der betyder noget, men alene det at tjene Gud og sine medmennesker. Der er heller ikke udsigten til at opnå 15 minutters berømmelse, der driver værket – Det er bare tanken om, at det Gud har gjort i mit liv skal han også have lov at gøre i min næstes liv.


Henrik Andersen

bottom of page