top of page

Det sker lige for næsen af os…

Emmaus – går to af Jesu disciple på den første påskedag. De går der og taler om det, der netop er sket med Jesus. Måske taler de også om udsigterne for dem selv, når nu deres forbillede, ham de tror på som Messias, Guds søn, er blevet korsfæstet. Lukas fortæller, at Jesus kommer og slår følge med dem, uden at de opdager det – så optaget er de begge af samtalen. Jesus spørger dem, hvad de taler om og Kleofas svarer – noget overrasket: ”Er du den eneste tilrejsende i Jerusalem, der ikke ved, hvad der er sket i byen i disse dage?”. Det giver de to disciple mulighed for at fortælle deres version af historien – en version som Jesus er nødt til at kommentere med: ”I uforstandige, så tungnemme til at tro på alt det profeterne har talt…” hvorefter han endnu engang lærer dem om alt det, der er blevet profeteret og om hvordan det netop er gået i opfyldelse. De to disciple kan ikke se, at det er den opstandne Jesus, de følges med dem. Men de inviterer ham alligevel med hjem og først da han velsigner og bryder brødet går det op for dem, hvem han er. Og i det øjeblik bliver han usynlig for dem. Bagefter undrer de sig begge over, at de ikke har været i stand til at genkende ham – selvom de begge har følt „deres hjerte brænde”, mens han udlagde teksten for dem på vejen fra Jerusalem.


Vandringen til Emmaus er et fantastisk billede på det fænomen, at livet kan passere lige foran næsen på os, uden at vi opdager det. Tit og ofte er det kun ubetydelige ting, vi går glip af. Andre gange er vi som disciplene, der er så optaget af deres egen beretning, at de nok føler „hjerterne brænde”, når Jesus udlægger teksten – men slet ikke forstår, hvor stort det er at den opstandne Jesus har slået følge med dem. For sent går sagens rette sammenhæng op for dem. De må have følt sig noget skuffede: Tænk at vandre sammen med den genopstandne Jesus det meste af dagen og så først opdage det, når han er væk igen. De må have frygtet, at de var gået glip af noget ganske vigtigt i deres liv.


Vi kommer for sent og vi ser ikke hvad der sker – selvom det sker lige for næsen af os. Hvem kender ikke fornemmelsen af at være kommet lige præcis ti sekunder for sent til den store oplevelse eller helt at have overset en vigtig begivenhed.

Nu ved vi, at Jesus viste sig for disciplene igen. Vi ved at alle disciplene fik chancen for at tjene Ham. De kom ikke til at gå glip af noget. De fik en chance til. Beretningen om vandringen til Emmaus kan udlægges på mange måder, men for mig har den altid været billede på at man kan være så tæt på – og dog så langt fra Jesus, fordi man er så optaget at fortælle sin egen historie, at man glemmer at lytte til Ham.


Vi kommer for sent og vi ser ikke hvad der sker – lige for næsen af os. Måske fordi vi er så optaget af vores eget liv og af alt det vi skal nå, for at få succes blandt andre mennesker. Måske er vi bare så optaget af at fortælle vores egen interessante historie, at vi glemmer, at den er en del af en større sammenhæng. Ligesom disciplene ikke kunne se, at de netop havde set profetierne gå i opfyldelse, kan vi heller ikke altid se, at vores liv skal leves, så vi bringer liv til andre. Jesus går sammen med os og beder os om at gøre det. Det er bare så svært at få øje på, fordi vi er optaget af alt muligt andet. Vi har så travlt med at søge meningen med vores eget liv og fortælle vores egen historie, at vi glemmer at se, at Jesus går lige ved siden af os og forsøger at få os til at række budskabet om hans liv, hans historie ud til andre mennesker.


Så er det godt at vide, at disciplene fik en chance til. Vandringen til Emmaus var ikke en eksamen, de skulle ikke kunne genkende Jesus for at bestå. De fik ikke karakter bagefter. De fik en chance til. Jesus viste sig igen og lærte dem, hvad de skulle gøre: – i hans navn prædike omvendelse til syndernes forladelse for alle folkeslag. Jesus står lige ved siden af os og vil hjælpe – lad os række ud, gribe fat og give videre.


Henrik Andersen


Artikelfoto: FreeBibleimages

bottom of page