Min kollega, Preben*, er til et møde. Omkostningerne skal fordeles i et projekt, der er kørt af sporet. Alle har betalt rigeligt, og nu er der er uenighed om de mundtlige aftaler. Projektlederen hæver pludselig stemmen, og siger til Preben: "Du lyver!" "Det er alligevel grænseoverskridende. Meget kan man beskylde mig for, men at lyve: Det er bare for meget!" tænker Preben
Hvad er løgn?
"At lyve er at videregive informationer, som man ikke regner med er sande med det formål at snyde nogen. En løgn behøver ikke at indeholde falske informationer. Det afgørende er, at personen, der videregiver informationerne, tror, at de er forkerte. En løgn behøver heller ikke have en ond hensigt." Denne definition på løgn kan man læse i den britiske tv-station BBC's etiske guide om løgn. Guiden er bearbejdet af Kristeligt Dagblad på websitet etik.dk.
Preben forsøger bevidst at snyde. Han videregiver informationer, som han ved er forkerte. Det er i hvert fald det, han bliver beskyldt for. Mødet foregik på TEAMS. Jeg sad ved siden af Preben under hele mødet. Jeg kender sagen i detaljer. Preben lyver ikke! Der er uenighed om hændelsesforløb, om mundtlige løfter og måske også om motiver til at sige, som man siger og gøre, som man gør. Men hverken Preben eller de andre deltagere i projektet lyver. Det er jeg sikker på.
Hvorfor er det forkert at lyve?
Bølgerne gik højt under mødet. Der var udveksling af slagkraftige argumenter. Man kan med rette beskylde Preben for at være irriterende påståelig, tale i en meget direkte og måske lidt bidsk tone og fremhæve fejl og mangler i projektet. Han vil helt sikkert stå ved sin opførsel og endda hævde, at han var i sin gode ret. Han er ret hårdhudet i faglige diskussioner. Men beskyldningen om at lyve udløser lige dele forargelse og tristesse. Ingen af delene er noget, jeg normalt ser hos Preben. Han er tydeligt "ramt".
I vores kultur bliver det generelt betragtet som forkert at lyve. Det er der mange grunde til. Vi opfatter løgnen som noget ondt, fordi det er ondt i sig selv ikke at tale sandt. Løgnen fører ofte noget ondt med sig. Derfor er det ondt at lyve. Løgn nedbryder tilliden mellem mennesker, og løgnen kan skade det menneske, der lyves om.
I den såkaldte pligtetik mener man, at der findes universelle moralske regler for, hvad der er rigtigt og forkert. Løgn er forkert, uanset om resultatet af løgnen er godt eller skidt.
Pligtetikkens supertænker, den tyske filosof Immanuel Kant, havde en idé om, at mennesker skal behandles som mål og ikke som midler til at opnå noget. Når man lyver for andre, er det fordi, man vil bruge dem som middel til at opnå noget.
Det er en del af forklaringen på, at Preben føler sig "ramt".
Vi kommer videre
TEAMS-mødet fortsætter. Men beskyldningen om at lyve trækker stemningen og arbejdsmoralen mod nul. Man aftaler et nyt mødetidspunkt. På vores kontor er der et mærkeligt vakuum af ophidselse og irritation. Vi bruger i fællesskab tid på at reflektere over, hvad der ramte Preben. Og hvorfor vi begge mærker det så voldsomt. Efter et par kopper kaffe skriver Preben en kort mail til projektlederen, der beskyldte ham for at lyve. I mailen skriver Preben, at han anerkender faglig uenighed, forskellige opfattelser af det passerede og projektlederens ledelsesret. Men han påpeger også, at beskyldningen om at lyve er ubehagelig og grænseoverskridende. Case closed. Vi kan komme videre.
Det handler om mere end etik
Efterfølgende diskuterer vi projektlederens opførsel. Vi synes ikke, den stemmer med de fine ord i virksomhedens "Fælles ledelsesgrundlag". Her er der pejlemærker for god ledelse. "Vi arbejder efter fælles mål og værdier" læser vi. Der er også en forklaring: "Det betyder, at: Vi fremmer værdiledelse frem for regelstyring. Vi er værdibærere og professionelle rollemodeller i alt, hvad vi foretager os." Og for at virksomheden kan være helt sikker på, at vi også handler korrekt: "Dette omsættes i praksis ved, at vi: Giver det fælles værdigrundlag mening og gør det vedkommende. Konkretiserer og omsætter værdierne på de enkelte arbejdspladser i dialog med medarbejderne. Reflekterer over og udvikler vores lederskab."
Selv om hverken Preben eller jeg anerkender, at værdier kan "nedarves" fra virksomhed til medarbejder, tager vi alligevel ledelsesgrundlaget alvorligt i vores daglige ledelse. "Rollemodeller i alt, hvad vi foretager os". Det forsøger vi at være både lokalt i forhold til medarbejderne, og når vi mødes med andre kolleger. Vi forsøger især at være rollemodeller, når vi er uenige med andre kolleger og "fronterne trækkes op".
Her har vi måske resten af forklaringen på, hvorfor Preben er "ramt" af beskyldningen om, at han lyver. Ikke alene er han etisk udfordret. Han er også udfordret af, at projektlederen tilsyneladende arbejder ud fra helt andre værdier end os - og virksomheden.
Måske skal vi bare foreslå projektlederen at fokusere på anbefalingen om at "reflektere og udvikle sit lederskab"?
*Preben er ikke min kollegas rigtige navn. Jeg ved selvfølgelig godt, hvad han hedder. Men du behøver ikke vide, hvem han er! I øvrigt optræder Preben ofte i "Monopolet", lørdag formiddag på DR P4 😉 Han er en hårdt prøvet mand!
Henrik Andersen