Efterfølgelse

Jeg kender mange mennesker, der er meget kritiske over for det at tro på noget. Uanset om det så er numerologi, de gamle nordiske guder, Allah eller Gud. De spørger, hvordan vidende, moderne mennesker kan tro på noget, der ikke kan bevises. Hvordan man kan tro på noget, hvis eksistens synes betinget af de troendes fantasi og evne til at forestille sig det, de tror på.

Mit bud på et svar er, at mange moderne mennesker føler sig skræmt af troen. Måske ikke så meget af de fremmede eller mere mystiske religioner som af kristendommen, der jo ikke er mystisk og fremmed, men i høj grad bundet til vores kultur. Vi har fået kristendommen ind under huden, den bliver en del af vores personlighed så tidligt, at man taler om ”barnetro” – et begreb, der vist ikke kendes i andre religioner. Den kristne tro kan skræmme det moderne menneske fordi man nemt føler, at fremdriften i livet forsvinder sammen med troen. Når man tror på Gud og Jesus som Guds søn, giver det ikke længere mening at bygge sit liv på personlige ambitioner. Jesus møder os med et budskab, der går stik imod det moderne menneskes ønske om at hævde sig selv, få mere succes og mere magt. Det kristne budskab er, at magt, det finder man kun i afmagten. Når man erkender sin egen afmagt, er man i stand til at tage imod den styrke Gud giver. Jesus indledte sin tjeneste på jorden ved at lade sig døbe af Johannes – Guds søn lod sig døbe af et menneske, en ydmyg handling, der viste os, at Gud mente det alvorligt, da han lod sin søn bliv menneske blandt os. Jesus ender sine jordiske dage på et kors, hvor han bliver hånet af forbryderen, der er korsfæstet ved siden af ham. Men Jesus viser ikke sin styrke ved at bruge den magt forbryderen opfordrer ham til at bruge og som vi tror på, han kunne bruge. Nej, Jesus accepterer at skulle dø for vores skyld – ydmyget og som en anden forbryder. I kristendommen udøver man radikal magt ved at acceptere sin egen afmagt.

Det at give sit liv for andre mennesker er ydmyghed i den mest radikale form. Så radikalt er der ikke mange af os, der lever vores tro ud. Men alligevel er det en udfordring at formidle evangeliets budskab til mennesker, der føler sig skræmt af budskabet om at den kristne tro også er budskabet om, at man skal give slip på at hævde sig selv.

I det moderne menneskes liv er magt ofte en konsekvens af magtesløshed. Vi er sikkert alle sammen med mellemrum stødt på ledere, der forsøger at lede ved at råbe: ”I skal gøre som jeg siger. Det er mig, der bestemmer…. For jeg er chef!”. Når man leder på denne måde, er det som regel fordi man er i tvivl om man virkelig magter at lede. Den, der ikke behøver at råbe og hævde sig for at demonstrere sin magt er i virkeligheden nok den, der har mest magt over sin tilværelse. Når man vil lede med magt, voldsomme ord og store armbevægelser viser det, at man er usikker på sin egen magt og at man ikke evner at forvalte magten med ydmyghed. Gennem evangeliet viser Jesus os en helt anden vej, et helt andet livsprincip end det at søge magten. Forsøger man at efterfølge Jesus vil man opdage, at det giver selvværd uden behov for selvhævdelse. Hvis mit liv skal lykkes og give mening for mig, så kræver det, at jeg hjælper andre med at få deres liv til at lykkes. Gud har skabt os til indbyrdes afhængighed. Vi kan sagtens leve alene, men de færreste bliver særlig lykkelige af det eller føler, at de lykkes med deres liv. Vil man ødelægge sit liv og sig selv er den enkleste måde, at gøre det modsatte af, hvad Jesus gjorde: Elske sig selv mere og andre mindre – og lade de andre sejle deres egen sø. Nogle siger, at selvoptagethed i sin yderste konsekvens fører til selvforagt: Hvis man når dertil, er projektet om at komme længst mulig væk fra Gud godt på vej til at lykkes!

Budskabet om at man skal elske sin næste som sig selv er ikke et budskab om at man skal hævde sig selv på næstens bekostning, tværtimod. At elske sig selv betyder, at man har overskud til at holde af andre mennesker. Jo større selvværd, desto mere overskud til at hjælpe andre. Og selvværdet, evnen til at hvile i sig selv kommer, når man tør give slip på sin egen magt og lade Gud bestemme.

Hvis vi er konsekvente i vores efterfølgelse af Jesus vil det også påvirke vores måde at være menighed på. Alle menigheders, alle foreningers største problem opstår, når man er sig selv nok. Når hyggen ikke længere er midlet, men bliver målet, når selvtilstrækkeligheden råder og vi nøje udvælger de elementer i Bibelen, der passer os bedst – så har vi pillet det radikale, efterfølgelsen ud af kristendommen og ud af det at være kirke. Og når ønsket om efterfølgelse forsvinder, så forsvinder også vores evne til at være kirke i verden og vi bliver i højere grad en kirke, der definerer sig selv som ”os” og resten af verden, som ”dem”.

Derfor er mit nytårsønske for Bethelkirken, at vi fortsat må være en menighed sammensat af mange forskellige mennesker med mange forskellige gaver, men forenet i et ønske om at efterfølge Jesus. Og at denne efterfølgelse også giver sig udslag i at vi fortsat vil være menighed, der favner bredt og rækker ud til den verden, vi er en del af.

Henrik Andersen