”Og jeg siger dig, at du er Peter, og på den klippe vil jeg bygge min kirke, og dødsrigets porte skal ikke få magt over den.
Sådan siger Jesus til apostlen Peter i Matthæusevangeliet kp.16, vers 18. Peter hed egentlig Simon, men da hans bror, Andreas, tager ham med hen til Jesus, siger Jesus: ”Du er Simon, Johannes’ søn; du skal kaldes Kefas” og evangelisten Johannes tilføjer: ”– det er det samme som Peter”. På aramæisk – det sprog, man mener Jesus talte – betyder Kefas klippe. Jesus besluttede allerede første gang han mødte Peter, at han skulle være noget særligt. I mange sammenhænge opfattes Peter da også som den første blandt disciplene. I betragtning af Peters temperament og øvrige karakteregenskaber var det vel en rimelig modig beslutning, Jesus tog. Det var selvfølgelig også før både medarbejdersamtaler, personaleudvikling, karriereplaner og coaches var opfundet. Jesus kendte Peter og vidste hvad han kunne bruges til.
Jesus tog en chance med Peter Selv om Peter både handler overilet og svigter sin læremester på det skammeligste lever han alligevel op til sit nye navn. Både i den katolske og den ortodokse kirketradition betragtes Peter som den første Pave af Rom, indsat af Jesus selv. Senere i livet viser Peter, at han er mere klippe end beretningerne i evangelierne giver indtryk af. Han ender sine dage som korsfæstet martyr i Rom. Året er 64 og Rom hærges af en kæmpebrand – som kejser Nero giver de kristne skylden for at have startet: Så havde han en undskyldning for at forsøge at udrydde dem! Nogle skrifter antyder at Peter blev korsfæstet med hovedet nedad – for derved at vise, at han ikke døde som Jesus.
Jeg har altid fundet Peter meget fascinerende. Især synes jeg, det er opløftende gang på gang at læse om Peters fejltagelser, forkerte antagelser osv. og alligevel holder Jesus fast i ham, som en af dem, der skal bringe budskabet videre. Ikke engang Peters totale fornægtelse af Jesus natten til langfredag fik konsekvenser.
“Jesus-management” De fleste, der er eller har været erhvervsaktive de seneste årtier, har utvivlsomt stiftet bekendtskab med en eller flere ledelses-filosofier i erhvervslivet. Jeg har tit tænkt på, om ”Jesus-management” ikke var noget man kunne sælge til trængte virksomheder for gode penge (der selvfølgelig skulle gå til kirkeligt arbejde)! Tænk at lede en bestyrelse på 12, en stab på omkring 75 og en bevægelse, der kunne samle 5000 mænd, foruden kvinder og børn kun ved at vise helt urimelig ubegrænset tillid til sine medmennesker. Tænk at lede ved at tro på at mirakler sker, når der er brug for dem. Tænk at lede ved altid at fremhæve de mest ubetydelige i hierarkiet – ofte på bekostning af dem, der har ambitioner – og måske også evner. Tænk at lede ved aldrig at bekymre sig om dagen i morgen, men kun fokusere på det nære og på det, der betyder noget for mennesker.
Det var dømt til at gå galt! Og det gjorde det jo også: Jesus havde rent ud sagt fuldstændig glemt at tage højde for at der var andre, der var interesserede i at se hans virksomhed gå til grunde: De toneangivende jøder først og fremmest. Dem der ikke kunne få hans Messias-budskab til at passe ind i deres politiske spil. Og romerne – der bare ikke gad at have endnu en populær folkehelt til at hidse masserne op mod statsmagten. De fik da også taget livet af Jesus til sidst… eller måske var det til en begyndelse.
For efter Jesu død og opstandelse viste det sig, at ”Jesus-management” kunne noget, som ingen efterfølgende ledelsesfilosofier har kunnet: At få en krakket og knækket virksomhed til at genopstå og være i stort set ubrudt vækst de efterfølgende 2000 år!!
Peter var den første leder i kirken. Senere kom andre store navne til. Historien er fuld af mænd og noget færre kvinder, der levede og døde for det ene: At bringe evangeliets budskab ud til alle mennesker. Men de færreste har vel en historie bag sig, hvor de er blevet kaldet til at være kirkens grundsten og siden har svigtet alt, for igen at blive taget til nåde og blive den grundsten, de var tiltænkt. Ikke så få store missionærer har i tidens løb blandet evangeliets budskab sammen med deres egen økonomi eller sekretærens soveværelse. Og kun de færreste har oplevet, at de som Peter er blevet taget til nåde og brugt igen. Ikke engang i kirken eksisterer ”Jesus-management” længere!
Vores ledelsesprincipper Dette bringer mig frem til denne artikels egentlige budskab: Var det ikke på tide, at vi i kirken begyndte at lede, som Jesus ledte. Ikke kun med farvestrålende præsentationer og mode-ord hentet fra den sekulære verden men også med ubegrænset tillid, tilgivelse, kærlighed og tro på, at mirakler kan indtræffe når som helst og hvor som helst.
Jeg tror, at vi i mange spørgsmål bevæger os væk fra klippen og ud blandt rullesten, der altid triller mod det laveste punkt. Mange spørgsmål vælger vi at besvare med ”verdens svar” og ikke det svar Jesus ville have givet: Det handler om en meget svær balance når vi gerne vil være kirke i verden uden at blive kirke af verden.
Processerne er vigtige I Bethelkirken er vi velsignet med medlemsfremgang trods mange åbenbare mangler (ingen nævnt – ingen glemt!). Mennesker kommer nok ikke til os fordi vi har tjek på alting og fører os frem de rigtige steder. Faktisk har jeg ikke hørt et eneste nyt medlem de senere år fremhæve vores administration, ledelse og gennemslagskraft som årsag til, at de søgte netop Bethelkirken. Så indtil andet er bevist vil jeg tro på, at vi trods alt har held med en smule ”Jesus-management”: – at lade de unge få meget lang snor til at lave deres form for gudstjeneste med lys, lyd og røg i kirken, at lade de ældre mødes på netop den måde de foretrækker, at have flere forskellige slags gudstjenester, der imødekommer meget forskellige behov, at have præster, der tjener med forskellige evner, at lade tvivlen få plads og gøre processen åben for alle: Både når vi diskuterer kriterier for medlemskab og når vi skal ansætte en ny præst. Og ikke mindst: – at handle i tro uanset at logik og fornuft nogle gange tilsiger os verdens løsninger. Jeg tror, vi de senere år er blevet bedre til at hver især at spørge: ”Hvad ville Jesus gøre?” i stedet for at tænke: ”Hvad mon de andre siger?”.
Vil du være konsulent i ”Jesus-management”? Så følg i Peters fodspor: Selv om du som Peter går ud og græder bitterligt, hver gang du svigter, så rejs dig op og tro på, at Hans nåde er stor nok til, at du også har en plads at udfylde i hans rige.
Henrik Andersen
Comments