top of page

Følg sporet

Det sker en gang i mellem, at en god ven kommer forbi og begynder en glædesstrålende beretning om en ny hobby vedkommende har kastet sig over: Golf, firmærker, veteranbiler eller drikkevandskvaliteten i den antikke Rom. Når man lige har opdaget noget, der for en selv er helt nyt, er der ikke grænser for, hvor meget venner og bekendte må lægge øre til. Vi bruger udtrykket, at man er ”optændt af den hellige ild”, selv om der intet helligt er ved hverken golf eller veteranbiler. Der er godt nok mennesker, der siger det kan være en velsignelse at gå rundt på en golfbane – men de må have en særlig forbindelse til Vor Herre. Så forstår jeg bedre det med veteranbilerne!


Uanset den nyfundne interesse er det ikke altid omgivelserne viser den samme entusiastiske begejstring. Sådan har jeg det også – så derfor er det jo heldigt, at man kan stoppe nu og lægge kirkebladet til side: Jeg har nemlig tænkt mig at fortælle om noget nyt, en ny hobby, en ny interesse jeg har fået. Jeg vil gå så vidt at sige, at den er nærmest bibelsk – om ikke i ideen, så i hvert fald i sit udtryk. Jeg er optændt om ikke af den hellige ild, så i hvert fald af en smule begejstring. Tør du læse videre?


Det handler om at finde vej, om at navigere sig frem til målet på baggrund af mangelfulde og skjulte vejledninger. Det handler om at finde skatten – efter mange prøvelser og udfordringer af både fysisk og mental karakter.


Fænomenet kaldes GeoCaching. Ideen er i al sin enkelhed, at man ved hjælp af en såkaldte GPS-modtager (sådan en elektronisk dims, der bl.a. kan hjælpe bilister med at finde vej) finder ”skatte” som andre har anbragt ude i naturen. En skat er typisk en lille vind- og vejrtæt boks, der indeholder en log-bog, så man kan ”logge” sit besøg, og nogle småting af ubetydelig værdi (nøgleringe, blomsterfrø etc.). Man kan så bytte de små skatte, med nogle man selv har medbragt. Informationer om hvordan man finder skatten får man fra en internetside (www.geocaching.dk), hvor man også kan lægge informationer om de skatte man selv har skjult. Der er ingen skjult dagsorden (bare lidt reklamer fra firmaer der sælger vandrestøvler og GPS-modtagere!) – det hele er bare for sjov. Og så får man så dejlig meget frisk luft!


Pinselørdag krydsede vi Egholm i høj sol og temmelig frisk vind. På et tidspunkt, da GPS’en fortalte at vi havde gået 9,5 km og vi manglede endnu en skat og 1,5 km til færgen slog det mig, at der var en helt bibelsk symbolik i sådan en skattejagt:


Det hele begynder med en spirende interesse: Man hører om noget, der er nyt og spændende – og bliver ”tændt” af ideen. Omtrent sådan må både de mennesker, der mødte Jesus og senere de mennesker, der hørte disciplene også have haft det. Det var nyt, spændende og man fik lyst til at undersøge mere, høre mere og prøve det selv.


Så begiver man sig af sted på vejen. Til at starte med har man kun få informationer: Først flere hundrede år efter Jesus blev beretningerne om ham systematiseret i en bibel – Indtil da var der tale om enkelte dokumenter og mundtlige overleveringer. Der har sikkert været mange forvirrende historier i omløb.


Mens vi følger sporet, dukker der hele tiden forhindringer op: Vejen er spærret, den ender blindt eller kortet passer ikke med virkeligheden. Både i kirkens historie og i den enkelte kristnes liv, er der hele tiden forhindringer. Hele hurlumhejet omkring ”Da Vinci-mysteriet” er bare et enkelt eksempel på forhindringer, der påvirker både kirken og hver enkelt kristne. Personlige problemer kender vi alle sammen til og splittelse i menigheden er heller ikke ukendt i frikirkelige sammenhænge. Vi bliver hele tiden forstyrret i vores søgen efter skatten, det endelige mål.


Men nu er vi næsten fremme: Vi blev optændt af den hellige ild (!), vi har fulgt vejen på trods af mangelfulde og forvirrende informationer – nu står vi så her: Vi ved hvad Jesus vil med os, vi har fundet meningen med vores liv. Og så passer koordinaterne ikke! Skatten er her ikke! – vi kan i hvert fald ikke finde den. Der kommer noget på tværs, der bringer os i tvivl – Har vi virkelig fulgt den rette vej? Hvorfor oplever vi så ikke forløsningen? Hvorfor sker der ikke et mirakel i mit liv?

Når man så står der, hvor skatten burde være? Så tjekker man alle informationerne en gang til, regner efter, kontrollerer og bliver overbevist: Skatten er gemt her! Ungerne får besked på at gemme tudefjæset og lede engang til… Den skal ligge under et væltet træ.


Jeg ved ikke om det passer på dig – men jeg har da nogle gange oplevet at gå hjem fra en gudstjeneste, et møde, en koncert hvor mine venner havde mødt både Fader, Søn og Helligånd og jeg ikke havde mødt andet en 1½ times kedsomhed. Hvorfor mødte du ikke mig, Gud? Når nu de andre tilsyneladende blev både fornyet og glade?


Så er det en trøst, at vide at man trods alt ikke er elsket af Gud fordi man er en god skattejæger eller fordi man altid fulgte vejen, men at man er elsket på trods af alt det der gik galt undervejs, man er elsket på trods af alle de gange man gav op – man er elsket af nåde.


Sådan en vindblæst dag midt på Egholm – på flade fødder og på vej mod den sidste skat er det så at bibelordet står lysende klart: ”Jeg siger jer: Bed, så skal der gives jer; søg, så skal I finde; bank på, så skal der lukkes op for jer. For enhver, som beder, får; og den, der søger, finder; og den, der banker på, lukkes der op for.” (Luk., 11,9-10)


Bliv ved med at lede…


Henrik Andersen

bottom of page