top of page

Hvis bare min direktør var spejder…

I sommer var jeg på spejderlejr. Jeg hjalp med at udgive lejravisen: Selv om jeg er uddannet og har adskillige års erfaring både som personale- og projektleder var min opgave ikke at lede, men at vejlede – og yde en ganske praktisk hjælpende hånd, så nogle unge mennesker kunne lave en sjov lejravis til glæde for dem selv og alle deres 400 kammerater på lejren.


Kunne jeg have gjort mere gavn ved at udnytte mine færdigheder som leder? Med et par hyldemeter teori i ryggen om “Selvstyrende teams”, “Teori U”, “Strategi som plan” eller dogme og efter at have lært både at “Slå igennem” og “Stå fast” som “Det gennemsnitlige menneske”, jeg er, så ku’ jeg vel nok bidrage med noget situationsbestemt læring til mange af mine meget yngre spejderkammerater? Eller hjælpe mine lidt ældre spejderkammerater med at lede? De er jo mestendels håndværkere og har jo slet ikke kendskab til netop de teorier, der kan få en stor gruppe mennesker til at fungere som en enhed!


Nu var der bare lige det ved denne spejderlejr, at lejrchefen Søren, der til hverdag er ansat i en lokal tømmerhandel, slet ikke behøver mine teorier for at afvikle en spejderlejr med 400 deltagere til topkarakter. Søren har med garanti aldrig har læst en tyk bog om selstyrende teams eller fulgt Carl Otto Scharmer på den lange vej gennem U’et, men han har lært at få mennesker til at arbejde sammen ved at stå i “mesterlære” som spejderfører i mange år.

Med en lille smule teori i bagagen er det imidlertid nemt at gennemskue en af de væsentligste årsager til Sørens succes som lejrchef. Han behersker at skabe “fair proces”:

  • Søren sætter rammerne for alle sine (frivillige!) medarbejdere (de fleste kender nu rammerne i forvejen, så i virkeligheden sørger Søren for fælles afklaring af rammerne for den aktuelle opgave)

  • Søren får de involverede til at udforske det rum af muligheder, der er givet inden for rammerne

  • Søren skaber rum til kvalificere og vurdere ideerne – få alle med i beslutningerne (også de svære) – planlægge og eksekvere sammen med medarbejderne

  • og endelig laver Søren en “feed forward”: Han får alle til at hjælpe med at forklare, hvordan vi er kommet videre og pludselig kan noget, vi ikke kunne før

Det virker – hver gang. Man kan kun kan skabe fremdrift med engagerede medarbejdere, der får lov til at tænke kreativt og skabe nyt.

Når man skærer ind til ledelsesbenet handler det om at

  • skabe rammer, der kan skubbes til

  • skabe tillid, der kan bære i kriser

  • uddelegere opgaver og ansvar, så alle føler de bidrager

  • skabe tryghed for medarbejderne, så de ikke behøver bekymre sig

Der går ikke en dag på mit lønnede arbejde, uden at jeg drømmer om, at mine direktører havde gennemført Rolandtræning og Gilwelltræning i stedet for en Master i Ledelse.


Henrik Andersen


Artikelfoto cottonbro fra Pexels

Seneste blogindlæg

Se alle

Comments


bottom of page