top of page

Konfliktsøgning!

I en kronik i Jyllandsposten den 26. december 2015 skrevet af Jan Al-Erhayem, advokat og partner, København kunne man bl.a. læse:

Er vi på vej mod et konfliktsamfund?
… men bliver konflikten derimod ”normalen”, der præger folks adfærd, bliver det simpelthen gift for samfundet. For det gør, at vi i realiteten hele tiden balancerer på kanten af konflikt.
Og flere forhold antyder, at vi er på vej mod et mere konfliktsøgende samfund, der er mere end blot et kortvarigt modefænomen. Det afspejler simpelthen den tid, vi lever i. Jeg er selv advokat og har arbejdet med konflikter og konfliktløsning gennem en lang årrække og har derfor fulgt udviklingen på nærmeste hold. Tendensen er, at konflikter, der ender som et retsligt anliggende, er blevet mere og mere hverdag. Der skal mindre og mindre til for at deciderede bagateller udvikler sig til komplekse, årelange retssager. Antallet af visse typer af civile sager er simpelthen eksploderet.

Kronikken fik mig til at tænke over et par oplevelser, jeg har haft. Oplevelser som måske – måske ikke – underbygger påstanden om, at vi er på vej mod et mere konfliktsøgende samfund. Man skal altid vare sig for at generalisere på baggrund af enkelte eksempler. Men alligevel – uden eksemplerne er det svært at anskueliggøre problemets omfang. Så derfor…


Historien om andelsboligen Nogle af mine gode venner købte for 3 år siden en andelsbolig ude på landet. Huset ligger i en andelsboligforening i en landsby derude, hvor københavnerne tager for givet, at kragerne er vendt om. Der er da også tale et hus på en kæmpestor grund med plads til dyrehold i størrelsesordenen “mindst en hest!”


Desværre for mine venner levede husets stand hverken op til sælgerens beskrivelse eller andelsboligforeningens rapport om andelens tilstand. Nogle af problemerne skulle mine venner nok selv have opdaget. I andre tilfælde var de afgivne oplysninger direkte usande. Under alle omstændigheder gik det hele så skævt, som den slags konflikter overhovedet kan gå. Ansvaret blev skubbet rundt mellem mine venner, deres advokat, sælgeren, sælgerens advokat og andelsboligforeningens bestyrelse. Jeg blev inddraget i sagen af mine venner, der for længst havde overskredet panikgrænsen, og nu var klar til at gøre (næsten) hvad som helst i ren afmagt.


Da jeg havde læst mig gennem mere end to års udveksling af breve, noter, telefonnotater og e-mails stod det klart for mig, at ingen af de involverede for alvor havde forsøgt at undgå en konflikt! Hverken mine venner, bestyrelsen, sælgeren eller de involverede advokater havde for alvor forsøgt at finde løsninger. Alle udvekslinger af informationer var blevet til konfliktstof. Først da mine venner skiftede advokat til en mere besindig af slagsen, endda en advokat med fokus på konfliktløsning, kom der skred i sagen og de nødvendige kompro-miser blev indgået.


Historier fra hverdagen Til hverdag arbejder jeg med forsyningsvirksomhed. Den slags virksomhed har “naturligt konfliktstof”: Er kundernes forbrug blevet målt og afregnet korrekt? Har kunderne fået den nødvendige og korrekte information? Er love og regler blevet fulgt? Ofte er der mange penge involveret i konflikterne og det sker da også, at kunderne “tænder af” og skælder mine medarbejdere ud. Det er sjældent berettiget, oftest sker det på et meget løst grundlag og man får den mistanke, at kunden er vant til, at en tilstrækkelig ubehøvlet opførsel sammen med råben og skrigen kan skræmme mine medarbejdere til at fravige deres legitime krav.


Over årene har denne udfordring udviklet sig til et reelt problem: Sådan er jeg nødt til at betragte det, når hverdagens samtale på kontoret sammen med kollegial opbakning ikke længere er nok til at håndtere de ekstreme kunder. I dag skal “front-medarbejdere” løbende på kurser i konfliktløsning hos professionelle “konfliktløsere” og når (ikke hvis!) det er gået galt, kan vi henvise medarbejderen til (krise-)psykolog. Tro nu ikke, at det bare er et udslag af det moderne menneskes trang til diagnoser, der kommer til udtryk her. Der kan desværre være rigtig god brug for en krise-psykolog efter et møde med enkelte af vores kunder!


Og hva’ så? Disse eksempler blot for at sige, at jeg desværre tror, at Jan Al-Erhayem har ret i sin antagelse: Vi bevæger os stadig hurtigere mod et samfund, hvor konfliktløsning afløses af konfliktsøgning! Og hvor vores evner til konfliktløsning reduceres i samme takt.

Spørgsmålet er selvfølgelig: Hvorfor?


Min erfaring er, at mange moderne mennesker forbinder det at få ret med personlig succes. At “tabe” en diskussion, indgå et kompromis eller bare give efter, fordi man ikke gider konflikten, betragtes af mange som et personligt nederlag. Mennesker, der giver efter og ikke “kæmper, for det de tror på”, er “svage”. At lade sig overbevise om, at man ikke har ret af et forsyningsselskab eller en advokat grænser nærmest til dumhed. Det gælder om at få ret – for (næsten) enhver pris.


Men min erfaring er heldigvis også, at man næsten altid kan “tale folk ned” til at kommunikere fornuftigt med brug af argumenter og endda få folk til at forstå, at “kollektiv forsyning” (som jeg arbejder med) netop dækker over, at den enkelte af og til må ofre noget for kollektivet. Eller som i mine venners tilfælde: Starte med at opnå konsensus om, at der er et problem, arbejde videre med, at alle involverede har ansvar for og del i problemet, for derefter at arbejde hen mod et kompromis, hvor alle involverede føler, at de er blevet hørt, og hvor ingen føler sig “kørt over”.


I min verden handler det om, at vi som mennesker skal behandle hinanden ordentligt. Det lyder så banalt – og det er det også! Men netop derfor er det også så svært: Der er langt kortere til konfliktsøgning end konfliktløsning, hvis man føler sig uretfærdigt behandlet. Men der er ingen vej uden om at lære, selv at tage det første skridt. Hvis jeg tør indrømme mine fejl, er der meget større chance for, at ham, der står over for mig, også vil indrømme sine fejl. Hvis jeg vil se stort på den lille uretfærdighed, der rammer mig, så kan ham overfor også leve med et kompromis. Og så er vi allerede langt på vejen mod en løsning.


Det er meget nemmere at se ud og se langt ud, hvis man starter med at se indad.


Henrik Andersen

bottom of page