top of page

Løsning på livets gåde

Den lille pige råbte til min kone: „SE, jeg SJIPPER! Jeg KAN bare IKKE men jeg GØR det ALLIGEVEL! For vi skal ha GÆSTER i aften og jeg GLÆDER mig og jeg kan ikke VENTE så jeg SJIPPER!”


Skønt jeg har svært ved at forestille mig en sjippende skaber slog det mig straks at cirka på samme måde må livet være opstået.


Det er en fascinerende tanke, at vi ikke bare er skabt af en kærlig Gud, men af en Gud, der ikke kunne vente med at få gæster i sit univers og glædede sig til det. Ligesom Benny Andersen har jeg svært ved at forestille mig Gud som en sjippende skaber, men med de skabninger det er blevet til, må Gud have både humor og lyst til at lege.


„Jeg KAN bare IKKE men jeg GØR det ALLIGEVEL” – gad vide om det var sådan Gud tænkte da han skabte verden? At det her projekt så en smule uoverskueligt ud, men at det var værd at prøve alligevel? Som mennesker skabt i Guds billede kan vi kun være glade for at Han tog chancen. Selvom vi kiksede en smule i Paradisets have og måske ikke ligefrem har været helt perfekte siden, så er det rart at kunne tro på, at man er skabt af en kærlig, legende og humoristisk Gud.


„- men jeg gør det alligevel”, tænkte Gud og skabte os. Ikke som milliarder af fuldstændig ens kloner, fuldstændig færdiglavede og perfekte fra starten, men som individer med plads til personlig udvikling. Bortset fra Adam og Eva er alle mennesker siden hen blevet skabt som absolut ufærdige skabninger, der ikke ville kunne klare selv i mange timer uden hjælp fra andre. Mennesket er ikke en færdig skabning, når det fødes – det er en del af Guds rige, der skal passes og plejes, for at det kan vokse op og udfylde sin plads.


Når Gud har skabt os som ufærdige væsner, der kræver opvækst under kærlig pleje for at lykkes helt og fuldt, hvordan så med Guds kirke på jorden? Vi kan fra starten af den kristne kirke iagttage en stadig udvikling: Ikke alt har været lige godt – faktisk må man i historiens klare lys nok sige, at hel del initiativer har været menneskers værk mere end Guds. Gud lod ikke sin søn dø for vor skyld blot for at lade ham efterfølge af en færdigbygget kristen kirke. Han efterlod os en mulighed for at sige „Ja” til tilbuddet og så udvikle den kristne kirke efterhånden.


Sådan må det også være i dag. Den kirke vi lever i i dag er ikke skabt af Gud som et minde for hans gerninger hidtil. Den er skabt som et barn, der skal passes og plejes med al den kærlighed og omsorg vi kan fremvise – for Gud har i vidt omfang overladt det til os at passe og pleje hans kirke. Som kærlige, legende og humoristiske forældre må vi sørge for at kirken til stadighed udvikler sig.


Snart fejrer vi Pinse med budskabet om fornyelse. Ved pinseunderet fik kirken en indsprøjtning med et stimulerende middel, der har holdt i flere tusind år. Helligånden har hjulpet kirken med at udvikle sig og følge med tiden. Til enhver tid må vi, der er kirken, søge at finde ud af hvordan vi bedst udvikler kirken – få ideer, diskutere og afprøve dem, og bede om Guds hjælp og Helligåndens vejledning til at træffe de rigtige valg.


„og jeg kan ikke VENTE så jeg SJIPPER!” – er det ikke budskabet til os? At vi skal være fyldt med utålmodighed, så meget, at vi simpelthen bare ikke kan holde os i ro, men er nødt til at gøre noget – for vi kan ikke vente. Vi vil udvikle kirken, så den møder mennesker, der hvor de er i dag. Vi vil være kirke for mennesker, der har brug for at møde Gud og lære Jesus at kende som deres personlige frelser. Lad os bruge traditionerne, de gamle salmer, orgelmusikken og kaffebordet, der hvor det giver mening i mødet med mennesker. Men lad os også være åbne for nye samarbejdsformer, ny musik, nye måder at gøre tingene på, så vi altid er parate til at møde mennesker der hvor de er – og ikke der, hvor vi synes de skal være. Lad os sige som pigen med sjippetorvet: „For vi skal ha GÆSTER i aften og jeg GLÆDER mig”.


Henrik Andersen

bottom of page