top of page

„Man kan ikke tro på Gud med hjernen – man tror med maven!”

Ordene stammer fra en af mine gode venner, der er teolog – og de faldt ikke i anledning af et guddommeligt måltid, en himmelsk vin eller en velsignet dessert. Nej, emnet var langt vigtigere – det handlede om de „karismatiske” contra „de andre” – dem der lever troen ud med høj røst og løftede arme contra dem der befinder sig bedst med stille bønner og indadvendt bibellæsning. Da diskussionen havde bølget lidt frem og tilbage var det så teologen, der ellers ikke var kendt for sine karismatiske tilbøjeligheder, sagde: „Man kan ikke tro på Gud med hjernen – man tror med maven!”


Det krævede selvfølgelig en uddybende forklaring: Tro handler jo netop om det, vi er overbeviste om, men som ikke kan bevises med traditionelle, videnskabelige metoder. Bibelen og de troende kan studeres og gøres til genstand for videnskabelig forskning, men troen kan ikke læres. Troen er en overbevisning, en fornemmelse i maven af, at det her er rigtigt. „A gut feeling” – en følelse i indvoldene – siger man på amerikansk! Vi kan læse vores bibel, bede Gud om vejledning, søge hjælp hos andre kristne. Men til sidst handler det om vores helt personlige overbevisning: Får vi den rigtige følelse i maven, når vi siger: „Jeg tror…”. Nu var vi nok nogle i selskabet, der havde foretrukket at teologen havde lagt mere vægt på hjernen og mindre på maven. At Gud skulle forstås som en forudsætning for tro – Vi syntes måske, at det der med at tro med maven var en smule for „karismatisk” og i hvert fald lidt for meget føleri. Men når nu tro er overbevisning om det, der ikke kan bevises – så må jeg i historiens skarpe lys erkende, at troen sidder mere i maven end i hjernen. Når Gud handler i vore liv, tror vi jo netop at det er ham og ikke „skæbnens tilskikkelse” – vi er overbeviste om at det er Gud – ja, vi vil endda gå så vidt at sige, at vi kan mærke det. Man tror med maven!


Jeg kom i tanke om indledningscitatet, fordi vi i øjeblikket er mange, der har travlt med at arrangere en stor spejderlejr til sommer. I 75 år har Baptistkirken i Danmark brugt spejderarbejdet som en måde at bringe evangeliet ud til børn og unge. Danske spejdere har mødt Jesus, er kommet til tro og er blevet døbt i fjeldsøer i Norge, i havet omkring Danmark og i Kivusøen i Rwanda i Afrika. Spejdere tror ikke med hjernen, de tror med maven. Her er Gud ikke en fjern gammel mand med hvidt skæg. Gud er ikke en, der skal forstås. Han bliver en levende Gud gennem fællesskabet, oplevelserne, lejrbålene, andagterne og midnatsgudstjenesterne. Børn kan ikke tro på noget så abstrakt som en Gud i en fjern himmel. Der har altid hvilet et tungt ansvar på spejderførerne: at gøre Guds kærlighed konkret ved at være forbilleder for børn og unge, ved at turde tro og fortælle om troen.


Det er da også gennem spejderarbejdet, at jeg for alvor er blevet klar over at man ikke kan tro med hjernen. Følelsen af Guds nærvær, når man er til midnatsgudstjeneste langt ude i en svensk skov – fornemmelsen af at drage hjem med lidt mere i den åndelige bagage, det kan ikke bevises, forstås eller forklares. Det skal opleves. Kritikere vil selvfølgelig hævde at Helligånd og Guds nærvær er udtryk for, at man ikke har fået søvn nok, lever sammen i flok, er tæt på naturen og i øvrigt ikke er tilregnelig efter en uge i spejderlejr. Det sidste er uden tvivl sandt – men ikke desto mindre, kan tusindvis af danske baptister gennem tiderne pege på netop spejderoplevelsen, som det der hjalp dem til tro. Ikke fordi de fik bevis for Guds eksistens – men fordi de blev overbevist, af det Gud gjorde omkring dem og i dem.


I al vores mission – om det er spejderarbejde, civilt ungdomsarbejde, cellegruppearbejde, café, børnetræf eller gudstjenester – er det vigtigt, at vi holder os for øje, at Gud ikke kan bevises. Med videnskabelige metoder kan Bibelen læses og indholdet forklares. Ved undervisning kan vi lære mere om, hvad Gud vil med os – Vi kan få en bedre forståelse af Guds plan med os. Men vi kommer ikke til tro, kun fordi vi skaffer os viden. Troen er Guds gave til os, når vi søger ham og erkender, at Han er nødvendig for at der kan blive mening i vores liv.


Henrik Andersen


Artikelfoto: Fra foto.dbs.dk - Centerlejr 2021 - Foto af Jacob Pihl

bottom of page