Vidste vi det ikke før, så ved vi det nu: Vi lever i en global landsby. Gadespejlets forvrængede virkelighed fortælles ikke længere fra mund til mund – men via elektroniske nyhedsmedier, internet og mobiltelefoner. Vi der troede at tilhøre et tolerant, frihedselskende og forstående folkefærd, fremstilles nu på den anden side af kloden som en nation af intolerante islamofober, der ikke tøver et sekund med at krænke anderledes tænkende og anderledes troende.
For en nordbo med relativt køligt temperament og uden hang til voldsomme armbevægelser, er det ganske enkelt svært at fatte, at 12 tegninger kan skabe så meget opstandelse. Men det er altså et faktum, at tegningerne krænker rettroende muslimer og at deres religion giver dem ret til at føle sig krænkede.
Siden balladen startede har jeg flere gange tænkt over hvilke overgreb på min tro, der kunne få mig på gaden og forlange undskyldninger af aviser, ministre, ja, af et helt folk. Jeg er ikke rigtig kommet i tanke om noget endnu. Enkelte gange har jeg været tæt ved: Når folk tager deres kristne tro til indtægt for alle mulige eller umulige politiske holdninger, eller når overgreb på andre mennesker forsvares med henvisning til vores kristne kulturarv, så er det lige før jeg må reagere. Når kristne bruger deres tro til at besvare videnskabelige spørgsmål, ophidser det mig lige så meget som en videnskabsmand, der siger ”Jeg tror…..” om resultatet af sin forskning. Til gengæld har kunstneren Jens Jørgen Thorsens mange forsøg på at latterliggøre Jesus aldrig kunnet hidse mig op… måske fordi jeg ikke forstår mig på moderne kunst.
Enkelte gange har ophidselsen, indignationen eller vreden næsten revet mig med – men af årsager jeg ikke helt kender, så blev det aldrig til mere. Måske manglede jeg frimærket til læserbrevet, måske var vejret bare for dårligt til at demonstrere, måske kom jeg bare i tanke om, at der var andre veje, der kunne føre til målet.
Nej, jeg forstår ikke al den ophidselse – det var endda kun nogle få af tegningerne, der var rigtig gode. Jo mere, jeg tænker over polemikken, desto mere bliver jeg overbevist om, at muslimer ikke ejer humor, bestemt ikke kender til selvironi, er latterligt selvoptagede og for de flestes vedkommende blot nogle medløbere, der styres af fundamentalistiske muftier, imamer og hvad de ellers kalder deres præster…
Det var nok på det her tidspunkt i mit ræsonnement, jeg kom til at tænke på, at jeg for en del år siden hørte den sydafrikanske biskop Desmond Tutu fortælle en fantastisk morsom historie om et samfund med to slags mennesker: Dem med små næser og dem med store næser. Historien handlede om, hvordan mennesker med store næser havde ret til uddannelse, job, socialforsorg – ja alt det vi finder naturligt i et civiliseret samfund. Historien handlede også om, hvordan mennesker med store næser undertrykte mennesker med små næser, fordi de jo dybest set var mindre værd – på grund af deres latterlige, små næser.
Historiens pointe var jo oplagt, men Desmond Tutu fortsatte med at sige, at den ikke kun handlede om forholdene i Sydafrika. Det var ikke kun en historie om de absurde apartheidregler, det var en historie om os alle sammen. Tutu hævdede nemlig, at vi alle sammen har netop den bjælke i øjet, der gør, at vi kan se andre som mindre værd end os selv.
Midt i al balladen, konfrontationerne, ambassadeafbrændingerne, skudsalverne og retorikken vil jeg som Tutu stille spørgsmålet: Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men lægger ikke mærke til bjælken i dit eget øje?
Nu vil jeg ikke på nogen måde forsvare religiøst vanvid, vold, død og ødelæggelse. Uanset hvor krænket man er som person, kan det ikke retfærdiggøre de handlinger, vi har været vidne til. Jeg vil heller ikke forsvare en religion, der på mange måder kæmper for at føre sine tilhængere flere hundrede år tilbage i tiden – og som anser hævn for mere retfærdigt end tilgivelse, og had som en mere acceptabel følelse end kærlighed.
Men jeg vil alligevel opfordre til at vi tager bjælkerne ud af egne øjne, før vi roder efter splinterne i de andres. Hvis vores uoverensstemmelse med muslimerne fører til, at vi betragter dem som mindre værd end os, fjerner vi ikke kun grundlaget for en nødvendig dialog – vi fjerner os også fra den tilgivelse, som betyder alt i kristendommen.
Vi skal kæmpe for de værdier vi tror på, vi skal kæmpe for vores tro og for budskabet om Jesus Kristus som Herre og Frelser for det enkelte menneske. Vi skal løfte hovedet og se det kristne budskabs modstandere i øjnene – uanset om de er muslimer, ateister, hinduer, jøder eller magtfulde politikere! Vi skal turde fortælle om den Gud vi tror på, om den Gud, der engang var streng og til tider uretfærdig, men som endte med at ofre sin søn for vores skyld. Vi skal fortælle om den Gud, der tilgav alt dengang og som stadig tilgiver. Den Gud, som ikke forlanger, at vi overholder hundredevis af regler, som ikke forlanger, at vi beder fem gange om dagen, som ikke fordømmer sine fjender og som lader mennesker blive frelst af nåde og ikke ved gerninger.
Vi skal tage afstand fra vold, ødelæggelse, undertrykkelse og fordømmelse af anderledes troende. Men vi skal ikke kun gøre det med henvisning til vores ukrænkelige ytringsfrihed, vores perfekte demokratiske systemer og humanistiske livssyn. Vi skal også gøre det med en personlig kristen tro, som aftvinger respekt fordi den ikke lader sig rokke af trusler. En kristen tro, der også baserer sig på tilgivelse og kærlighed til dem, der kæmper imod os.
Alt det skal vi gøre, men vi skal gøre det med den indstilling at alle mennesker – trods alt – er skabt af Gud med det formål at tjene Ham. Det er bare ikke alle der ved det! Hvis vi lader bjælken sidde og ser andre Guds skabninger som mindre værd end os selv, så får vi aldrig pillet de splinter ud af deres øjne, der forhindrer dem i at se Gud.
Henrik Andersen
Artikelfoto af Richard Štefún fra Pexels
Comments