top of page

Pris eller værdighed

Psykologen Svend Brinkmann citeres i Berlingske tidende den 7. juni 2015 for bl.a. at sige:


»Vi er rådvilde omkring, hvad der er vigtigt i tilværelsen. Hvad meningen er, og hvad der er sit eget formål. Man kan næsten forestille sig mennesker, som lever hele deres liv, hvor alt, de foretager sig, er et redskab eller et middel til at nå hen til noget andet: Vuggestuen er bare en forberedelse til børnehaven, der bare er en forberedelse til skolen, der bare er en forberedelse til arbejdslivet, der bare handler om at gøre sig fortjent til pensionen, og så dør man. Og det var så ligesom det liv. Men det er jo ikke det samfund, vi ønsker. Er det?« (http://www.b.dk/nationalt/landet-der-holdt-op-med-at-give-mening)


Dette er i øvrigt bare en af mange læseværdige overvejelser Svend Brinkmann deler i interviewet. Brinkmann har også skrevet den anmelder-roste bog “Stå fast”, hvor han på en – næsten irriterende – skarp, ironisk og til tider sarkastisk måde, gør op med “tidens udviklingstvang”.


Brinkmann er fortaler for stoicismen som et værn mod det, han kalder “den accelererende kultur”: En kultur med en “konstant hastighedsforøgelse” og et menneskeideal, der er uforbundet og uforpligtet. En kultur, hvor mennesket “har fødder, snarere end rødder og hvor det stærke individ kender sig selv og forstår at sætte sig selv i centrum”. De gamle græske stoikere mente, at man skulle leve “det gode liv” – men ikke helt som vi opfatter det gode liv i dag: Stoikerne fokuserede på, at man skulle leve i overensstemmelse med etikken, det “dydige” liv, hvor dyden er et gøre det, mennesket er bestemt til. Hvordan finder man så ud af, hvad mennesket er bestemt til? Man bruger fornuften, for lige præcis fornuften er unik for mennesket som skabning. Vi kan ræsonnere, tænke, tro og tale og vi kan lave fornuftsbetingede regler for vores omgang med hinanden, uanset om det foregår inden for hjemmets fire vægge eller i på den storpolitiske scene. Derfor skal vi leve et liv, hvor vi ikke følger vores simple drifter, men bruge vores fornuft og gør en dyd ud af at være menneskelige.


Således er Brinkmann fokuseret på, at vi skal opføre os som mennesker i stoisk forstand. Vi skal bruge vores fornuft og lade være med at handle blot for at opnå noget andet, noget mere. Vi skal i langt højere grad søge meningen i det vi gør, i stedet for at kaste os ud i mere eller mindre uovervejede handlinger for at opnå “noget mere”. I artiklen i Berlingske citeres Brinkmann:


»Aristoteles indledte sin bog ’Etikken’ med at sige, at der er en mængde ting, vi gør for at opnå noget andet. Vi går eksempelvis til læge, fordi vi gerne vil være raske. Men der er også noget, som er et mål i sig selv. Og det er netop der, sagde han, at det etiske og det meningsfulde ligger. Man kan også måle det rent videnskabeligt. Der er en masse psykologisk forskning fra de seneste 25 år, som påviser, at de ting, vi gør for handlingen i sig selv, er det, som bringer os ægte tilfredsstillelse og mening.« Og det får vi for lidt af. Anderledes kan man ikke læse statistikkerne om stress, depression og medicinforbrug, mener Brinkmann.


Brinkmann anfægter, at vi på nogen måde kan skabe mening med tilværelse ved at jage afsted. Tvært i mod bliver vi mere og mere umenneskelige, når vi ikke længere kan finde ro og mening i vores handlinger. Vi mister vores værdighed og med tabet af værdigheden, begynder vi at prissætte alt det vi jager efter. Brinkmann citerer også Kant, der i værket “Grundlegung zur Metaphysik der Sitten” (side 58, Hamburg 1965) skriver:


“I formålenes rige har alt enten en pris eller en værdighed. For det, der har en pris gælder, at noget andet kan sættes som ækvivalent i dets sted, hvad der derimod er ophøjet over enhver pris, og som ikke har nogen ækvivalent, det har en værdighed.”


Med andre ord: Når vi vælger at jage efter højere løn, sende børnene i privatskole med det formål, at de skal have højere karakterer, diskutere flygtningepolitik med en prisseddel på ryggen af den traumatiserede syrer eller regne på, hvor mange liv det koster at bruge den næstdyreste kræftmedicin – så er vi på vej ned ad skråplanet, hvor vi, når vi når bunden, er parat til at erstatte enhver form for menneskelig værdighed med en prisseddel.


Midt i en valgkamp, hvor stort set alle ideologier – fornuftige såvel som mindre fornuftige – har veget pladsen for diskussioner om prisen for det gode liv er det tankevækkende, at kun det, der er ophøjet over enhver pris, har værdighed… hvis man altså tror de græske stoikere og Kant mere end man tror på Løkke, Thorning, Østergaard og Elbæk.


Henrik Andersen


Artikelfoto af Poppy Thomas Hill fra Pexels

bottom of page