For nogen tid siden var jeg til møde i Hørsholm, hvor min arbejdsgiver har hovedkontor. Ved sådanne lejligheder bor jeg gerne på et hotel i Vedbæk. Denne gang var ingen undtagelse – og da dagen havde været lang, besluttede jeg mig for et hurtigt aftensmåltid i hotellets restaurant sammen med et par af dagens aviser.
Jeg havde knap skimmet forsiden af Jyllandsposten – da det gik op for mig, at det pæne, velklædte ægtepar ved siden af helt havde mistet interessen for det kulinariske. Der udspandt sig simpelthen et ægteskabeligt opgør af strindbergske dimensioner: Med dæmpede stemmer, men på ingen måde diskret, måtte alle andre i nærheden lægge øre til alverdens perfide påstande, diskussioner om intime detaljer i det ægteskabelige samliv og gensidige påstande om hvem af de to, der nu var skyld i alle ulykkerne.
Da det gik op for mig, hvad jeg var vidne til, var jeg lige ved at bede tjeneren om et andet bord. På den anden side plejer min arbejdsgiver ikke at betale for underholdningen…. Så jeg tog det hele med – men længere end til side 2 i Jyllandsposten nåede jeg aldrig den aften!
Det var ikke „skjult kamera” Ægteparrets påklædning, stedet, middagens omfang og en umiskendelig nordsjællandsk sprogtone tydede på, at der var tale om mennesker med en vis økonomisk formåen. En del af diskussion gik da også på, hvem der skulle have hvilke ejendomme ved den forestående og uundgåelige skilsmisse. Efter lidt mere af rødvinen blev diskussion mere personlig og ægtefællerne beskyldte nu gensidigt hinanden for at være skyld i at venner og bekendte ikke længere ville have noget med dem at gøre. Tidligere ægtefæller og børn fra tidligere ægteskaber blev også draget ind i diskussionen. Et øjeblik overvejede jeg faktisk, om der var tale om ”skjult kamera”, men tonen var nu alt for indædt rasende til at ligne andet end virkeligheden.
Hele optrinet var dybt tragikomisk Jeg valgte at tage kaffekanden med op på værelset, da jeg ikke var sikker på at jeg ville høre slutningen – men enige om noget som helst er de næppe blevet!
Det var ikke uenighed om detaljer i deres ægteskab Senere kom jeg til at tænke på, at de to menneskers tragedie stod i skærende kontrast til omgivelserne, hvor de opførte komedien. Når jeg tænkte ordvekslingerne igennem bagefter, var der ikke alene tale om to mennesker, der var blevet uenige om nogle detaljer i deres ægteskab. De havde tilsyneladende været uenige så længe og så meget, at familie og venner helt eller delvis havde vendt dem ryggen. Når man så vælger at henlægge diskussionen til en restaurant på et nordsjællandsk hotel, fortæller det måske mere end noget andet, hvor langt de var kommet ud.
Vi har lært, at vi skal elske vores næste Men det er nogle gange så svært at elske den næste, der er os nærmest. Hvorfor? Fordi det er dér, der stilles de største krav til kærligheden. Venner og bekendtes fejltrin kan vi bære over med – men skal vores ægtefælle ikke helst være bedre end det?
Paulus skriver i sit første brev til menigheden i Korinth om kærlighedens karakteristika. Vi kender teksten fra bryllupper, hvor den er uundgåelig – ofte udlagt som om den kun handler om kærligheden mellem mand og kvinde. Selv holder jeg mest af verset: ”Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg erkende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud”. Jeg har altid troet på, at alt det kærligheden er og kan, er det, der skal hjælpe mig gennem livet til den dag, da jeg skal erkende fuldt ud og forstå alt. Livet – og måske i særdeleshed den del af livet, der består i at få en familie og et ægteskab til at fungere – er en kamp. Men kærligheden er den kraft Gud har givet os til at komme igennem livet og forbi de større eller mindre forhindringer, vi alle sammen vil møde.
Man kan kun se brudstykker af Guds samlede plan med os Når man så har fået en hel del af de materielle goder, der kan opnås i livet og alligevel har formået at skabe fjendskab til sin ægtefælle, sin familie og venner – som det tilsyneladende var sket for ægteparret i restauranten, så er der så meget desto mere grund til at tænke over, at man kun kan se brudstykker af Guds samlede plan med os. Tænke over at Gud har en plan med hver enkelt af os, uanset at situationen er så håbløs, at man er nødt til at udstille den for et tilfældigt publikum på en restaurant.
”Så bliver da tro, håb og kærlighed, disse tre. Men størst af dem kærligheden.” Den kærlighed Gud har til os og som vi kan bruge af, når vi kun kan se livet stykkevis.
Henrik Andersen
Comments