top of page

“Smid mig ud, hvis jeg ender sådan…”

Det er utroligt givende at bruge sin fritid sammen med andre, der også “tror på en sag” og gider bruge deres fritid på “sagen”. Som regel møder man lidt halvtræt op til det frivillige aften- eller weekendarbejde efter endt indsats på sit lønnede job, og går hjem igen mindst en lille smule mere glad!


I min fritid er jeg aktiv i IT-udvalget i Danske Baptisters Spejderkorps. Med kun ca. 1000 medlemmer er organisationen ikke større, end at alle, der vil bidrage til fællesskabet, får lov til det.


Men alle medaljer har bagsider og jeg er for nylig blevet optaget af en ny bagside i mit frivillige arbejde. Lad os kalde den for “Den uundværlige leder”.


“Den uundværlige leder” “Den uundværlige leder” har været spejder og leder meget længe. Så længe at mange af de historier, hun (eller han) bidrager med, foregår for så længe siden, at de unge mennesker hun leder, slet ikke var født. Da det handler om et lille og noget sammenspist spejderkorps har “Den uundværlige leder” såmænd også været spejder sammen med de unge menneskers forældre.


Selvom alder, evner som historiefortæller og det faktum, at “Den uundværlige leder” kender de unges forældre alt for godt, er direkte diskvalificerende i de unges øjne, er det slet ikke det værste! Det allerværste er, at “Den uundværlige leder” er, ja – netop uundværlig – men kun i sin selvopfattelse. Alle andre kan godt undvære “Den uundværlige leder”!

Hvis man dertil lægger, at “Den uundværlige leder” ikke engang lader som om det frivillige lederarbejde er sjovt, men tværtimod forpester sine omgivelser med lige dele brok, kværulanteri og bedreviden, så undrer man sig over, hvad der egentlig driver hende.


Der må være en forklaring… Jeg er ikke psykolog eller bare det, der ligner, så enhver forklaring fra min side må naturligvis blive den glade amatørs forsøg på at forklare. Men forklaring er nødvendig, hvis alle os, der må leve med “Den uundværlige leder”, ikke skal give op kollektivt og finde et sjovere sted at være.


“Den uundværlige leder”er “hård” ved sine omgivelser, men tåler ikke selv ret meget kritik. Hun har empati, men doserer den meget begrænset og mest til mennesker, hvis magtbase er større end hendes egen. Hun synes ikke at eje evnen til at hvile i sig selv, og hun er ureflekteret over sine omgivelsers reaktioner. Samarbejdet fungerer bedst, hvis jeg er stærkere end hende…


Sådan, pænt ser det ikke ud på tryk – og det er det heller ikke i virkeligheden. For lige bagefter “Den uundværlige leder” følger bagtalelsen, sladderen, de irriterede historier og alt det andet, der bidrager til dårlige “vibes” og lyst til at skippe projektet.


Hvorfor gør de ikke noget…? Hvis du har været med i frivilligt arbejde, kender du garanteret “Den uundværlige leder”. Du har sikkert også undret dig over ledelsens manglende evne til at gøre en ende på ulykken og talt med dine medledere om, hvorfor “Den uundværlige leder” ikke bliver forklaret, at netop hun slet ikke er uundværlig, men tvært i mod årsag til at så mange andre må undværes.

Det hedder “den svære samtale”: Det er jo givet, at ethvert forsøg på at forklare “Den uundværlige leder”, at hun ikke længere er ønsket, er et angreb på alt det, hun har gjort for organisationen. En desavouering af mange års indsats. “Den uundværlige leder” vil ikke bare blive sur og tvær, men også meget ked af det. Hun vil slet ikke kunne forstå “hvorfor”. Dybest er der ingen i en lille frivillig organisation, der ønsker dette: Derfor bliver samtalen ikke bare svær, men nærmest umulig.


Som du måske fornemmer, har jeg ikke løsningen på dette problem. Men jeg har oplevet alt for mange gange at gode frivillige kræfter – ledere eller ej – er blevet ved alt for længe. I alle tilfælde er det mennesker, der bærer ovenstående karakteristika, og i alt for mange tilfælde er samarbejdet endt helt forkert og uden den anerkendelse, der burde være blevet den frivillige til del.


Hvordan kommer man ud? Måske er “Den uundværlige leder” – eller frivillige – slet ikke problemet, men symptomet på et problem, der har noget at gøre med, at de færreste foreninger har en “exit strategy” for ledere og alt for trofaste medlemmer. Man er så glad for dem, der vil bidrage med frivilligt arbejde, at man glemmer at holde øje med, om de er de rette til jobbet. Ikke bare nu – men også senere, når de begynder at have siddet lidt for længe på posten.


Det frivillige foreningsliv, især det, der hviler på et idégrundlag, er med til at fastholde unge i en demokratisk tænkning. Måske er det medvirkende til, at der er så stærke følelser involveret? Det handler om noget af det vigtigste i livet: Retten til at tænke, tro og leve frit. Det er måske en medvirkende årsag til, at “Den uundværlige leder” bliver så svær, at håndtere: Det handler om hjerteblodet!


Tag samtalen! Måske skal man også her lægge sig Hal Koch’s ord om demokrati på sinde: “Dets væsen beror på dette, at man mødes og tales ved, at man gennem samtalen når til en bedre og rimeligere forståelse og derudfra formår at træffe en afgørelse, som ikke alene tjener en enkelt person eller klasse, men som tager billigt hensyn til helheden.”


Jeg håber, at nogen har mod til at tage samtalen med mig, når jeg ikke længere kan give slip og inden jeg bliver en belastning for mine med-ledere i det frivillige arbejde. Og hvis jeg skulle være hinsides pædagogisk rækkevide så husk, at jeg selv har bedt om det: “Smid mig ud, hvis jeg ender sådan…”


Henrik Andersen


Artikelfoto fra foto.dbs.dk. Fotograf ikke oplyst

Comments


bottom of page