Alting har en tid, for alt, hvad der sker under himlen, er der et tidspunkt. En tid til at fødes, en tid til at dø. En tid til at plante, en tid til at rydde. En tid til at slå ihjel, en tid til at helbrede. En tid til at rive ned, en tid til at bygge op. En tid til at græde, en tid til at le. En tid til at holde klage, en tid til at danse. En tid til at sprede sten, en tid til at samle sten. En tid til at omfavne, en tid til ikke at omfavne. En tid til at opsøge, en tid til at miste. En tid til at gemme hen, en tid til at kaste bort. En tid til at rive itu, en tid til at sy sammen. En tid til at tie, en tid til at tale. En tid til at elske, en tid til at hade. En tid til krig, en tid til fred. Hvad udbytte af sit slid har den, der foretager sig noget?
(Prædikerens Bog 3, 1-11)
Når man skal træffe større beslutninger end dem, der kræves for at købe ind i Brugsen eller gå i kirke om søndagen er Prædikerens ord gode at ihukomme: Alting har en tid. Når dette blad udkommer er vores kampagne „Fællesskab, der rykker” i fuld gang. Det er en kampagne, der skal styrke det eksisterende fællesskab, så vi får lyst til at brede det ud og gøre det endnu større. En kampagne, der ligger fint i fortsættelse af „40 målrettede dage”, der også rykkede ved fællesskabet for at par år siden. Alting har en tid. Nogle gange er det tid at „ryste bolsjedåsen”: Vi kender alle sammen til en bolsjedåser, der ikke har været åbnet i lang tid og hvor bolsjerne er blevet lidt klistrede og vanskelige at komme i kontakt med. Sådan ønsker ingen af os, at vores bolsjedåse skal være. Derfor er det godt at „rykke i fællesskabet”.
Fællesskab er også et af de bærende elementer i beretninger og breve i det nye testamente. Det gælder både mens Jesus selv forkyndte men også efter hans død, da kirken begyndte at tage form.
Hvis man lige fraregner en solooptræden i templet som 12-årig, begyndte Jesus sin karriere med at samle disciple omkring sig. Han gik meget konkret til værks, overlod ikke meget til overvejelse, men kaldte sine disciple til tjeneste blot med ordene: „Følg mig”. Fra begyndelsen arbejdede Jesus på at opbygge et fællesskab omkring sig.
Senere, efter Jesu død, indser disciplene også betydningen af fællesskabet. Både i den første svære tid, hvor de tvivler voldsomt på, om de nu gjorde det rigtige ved at følge med Jesus og senere, efter den første pinse, hvor de går ud i verden for at bygge kirke. Efter disciplene kom Paulus som den store inspirator for menighederne: Jeg tror ikke Paulus har skrevet et eneste brev, hvor han ikke opfordrer til at fællesskabet styrkes i menighederne eller blandt de omrejsende prædikanter.
I dag kan vi koge budskabet ned til, at uden fællesskab ville der slet ikke være nogen kirke. Alting har en tid, og fællesskab skal der være tid til i en kristen kirke.
Selvom det lyder absurd er fællesskabet imidlertid også det, der hindrer kirken i at vokse og komme ud til endnu flere mennesker. Gennem tiderne er de anstrengelser, der er gjort for at få fællesskabet til at fungere ofte resulteret i splittelse i kirken. Vi er nemlig ikke altid enige om, hvordan fællesskab skal forstås og praktiseres. Splittelse og uenighed om fællesskabet er heller ikke noget nyt, læs blot Paulus breve. Og splittelse er heller ikke noget, der kun rammer andre: Læs blot baptisternes historie eller tal med nogle af de gamle i vores egen menighed.
I Bethelkirken taler vi om fællesskabet som et forpligtende fællesskab. Et fællesskab, hvor den enkelte yder efter evne og modtager efter behov. Et fællesskab, hvor ingen nyder særlige privilegier fordi man „er noget”, har mange penge eller forstår at føre sig frem. Et fællesskab, der fokuserer på det enkelte medlem, og som forventer, at den enkelte vil være en del af fællesskabet.
Et sådant forpligtende fællesskab er vanskeligt at få til at fungere. Perfekt bliver det sikkert aldrig og det kræver under alle omstændigheder masser af bøn, forståelse og overbærenhed fra alle dem, der er med fællesskabet.
Så når vi nu kaster os ud i at lave et fællesskab, der rykker, er min stille bøn, at vi udvider Prædikerens ord med: „En tid til fællesskab, en tid til en eftertanke”. For at skabe et livgivende fællesskab tror jeg eftertanken er vigtig. Dem der påtager sig opgaver på fællesskabets vegne skal hele tiden „mærke efter”, om de nu går fællesskabets ærinde. Og de enkelte medlemmer i fællesskabet må hele tiden tænke over, om deres engagement rent faktisk bidrager til at styrke fællesskabet.
Vores fokus må hele tiden være at styrke fællesskabet. Enten vi har påtaget os opgaver i menighedsrådet, er kirketjener, tekniker, ungdomsmedarbejder eller laver mad til fredagstræf. Vi har alle sammen mulighed for at påvirke fællesskabet positivt eller negativt. Fællesskabet er ikke kun de andre, det er også dig! Giv dig tid til eftertanke hver gang du har været i kirken og spørg dig selv: „Hvordan bidrog jeg til at styrke fællesskabet i dag?”
I vers 14 skriver Prædikeren: „Jeg erkendte, at alt, hvad Gud gør, forbliver, hvad det er; der kan ikke føjes noget til, og der kan ikke trækkes noget fra!” Lad os gøre eftertanken til en del af fællesskabet i erkendelse af, at vi hverken kan lægge til eller trække fra Guds rige: Men gennem fællesskabet kan vi hjælpe andre til at leve et liv tættere på Gud.
Henrik Andersen