Lad mig indrømme det med det samme. Titlen er tyvstjålet fra en artikel i „Ud og se med DSB”, hvor en flok børn svarer på en masse af livets store spørgsmål. Blandt mange andre guldkorn kan man læse:
„Hvad sker der, når man dør?” Ingrid: „Jeg tror, at det er ligesom, når man drømmer, så kommer der et billede af en selv med en masse mønstre, og så står man oppe i hjørnet. Og så kommer man i himlen.” Olivia: „Jeg er lidt spændt på, hvordan det er.”
„Hvordan ser der ud i himlen?” Sigurd: „Man har bare fri og løber rundt sammen med de andre engle og hygger sig. Jeg forestiller mig det som en blomstermark med en masse tulipaner.” Olivia: „Jeg tror, man har vinger af svanefjer.”
„Er man så der for evigt?” Sigurd: „Jeg tror, at man er der for evigt, for man kan jo ikke dø af alderdom, for man er jo allerede død.” Olivia: „På et tidspunkt bliver der lavet en ny udgave af en. Så håber jeg ikke, at dem, der føder en, siger ‘jeg kan ikke passe på det her barn’, for så kommer man på børnehjem.”
Børn har en forunderlig evne til at forklare komplicerede ting meget enkelt. Man kan vel sige, at Olivias ord: „På et tidspunkt bliver der lavet en ny udgave af en…” er indbegrebet af evangeliets budskab. Børnene har endnu ikke fået spoleret troen på det gode i tilværelsen af de voksnes mange forbehold og kritiske tilgang til det, der ikke kan vejes og måles.
Det bliver kun værre, når vi bliver ældre. Ikke alene skal vi tage stilling til om vi tror: Det, der faldt os naturligt som børn, bliver pludselig noget, der kræver overvejelse og stillingtagen. Ikke alene skal vi tage stilling til om vi tror på Gud, Fader, Søn og Helligånd. Vi skal også tage stilling til hvordan vi vil praktisere troen (hvis vi altså tror). De kristne er vidt forskellige. Fra de dybt sekteriske og nyreligiøse over dem, der bare er karismatisk anlagt til de ærkekonservative og bogstavtro. For at gøre forvirringen komplet findes der også alle mulige varianter, forgreninger og aflæggere af næsten enhver kirkelig retning.
Set i det lys kan man kun beklage, at barnetro forbindes med noget barnligt naivt og en tro man som voksen skal lægge fra sig til fordel for en mere velovervejet og reflekteret, voksen udgave af troen.
Da Jesus kaldte sine første disciple ved Galilæas Sø, de to brødre, Simon kaldet Peter og hans bror Andreas, sagde han til dem: „Kom og følg mig, så vil jeg gøre jer til menneskefiskere.” Herefter står der i Matthæusevangeliet: „De lod straks garnene være og fulgte ham.” Beretningen fortsætter med, at Zebedæus’ sønner Jakob og Johannes kaldes og følger efter på samme måde. Der var ikke tid til teologisk fordybelse og overvejelse om eventuelle konsekvenser herunder valg af kirkelig retning. Jesu disciple reagerede på kaldet til at følge, ikke på en velovervejet stillingtagen.
Dermed ikke sagt, at evangeliet ikke skal tages alvorligt. Det er Guds ord til os og det er en alvorlig sag. Men det har børnene også fornemmet, som det fremgår af Olivias „På et tidspunkt bliver der lavet en ny udgave af en…”. Olivia har luret at det her er vigtigere end lørdagsslik!
En gang i mellem savner jeg min barnetro: Det at kunne tro umiddelbart og uden overvejelse, fordi man hører Gud kalde. Og have mod til at følge kaldet uden at gøre sig alt for mange overvejelser om teologi, kirkevæsen og „om det nu passer ind i min kirke”.
I sommerferien var jeg på „Universitarium”. Sammen med en masse børn fik vi vist planeter, stjerner og verdensrum på en storskærm. Det slutter med, at vi „zoomer ud” fra jorden: Først ser vi planeterne, så Mælkevejen, så de nærmeste galakser for til sidst at se verdensrummet som en kugle midt på en stor sort væg fulgt af en forklaring om, at man ikke ved hvor stort verdensrummet er: Når vi ikke længere kan se lys fra stjernerne, ved vi ikke hvad der er bagved. Efter foredraget var der så tre små drenge, der lige skulle spørge: „Hvad er der så bagved? Der, hvor det var sort på billedet?”
Børn og deres tro er slet ikke så ureflekteret og naiv, som vi voksne engang i mellem synes. De vil også vide, hvad der er bagved og stiller sig ikke tilfredse med at få at vide, at det ikke er noget, de skal bekymre sig om. Tværtimod synes jeg barnetroen kan være et vitamin-tilskud til vores voksne tro, der helst skal passe både i form og indhold til allerede vedtagne normer.
Guds skaberværk er så fantastisk og så stort – også i fysisk forstand, at den menneskelige hjerne ikke med sin fornuft kan forstå det. Hvis Gud rummes i hele skaberværket, hvordan kan det så være, at vi mennesker forsøger at proppe ham ned i nogle meget små kasser, hvor vi har skrevet ”sandheden” uden på? Tænk om vi alle sammen havde samme indstilling til Guds rige som Olivia har til døden: „Jeg er lidt spændt på, hvordan det er.”
Henrik Andersen