top of page

Det er ikke til at tro!

I maj måned har man i både trykte og elektroniske medier kunnet følge en debat om folkekirkepræsten i Tårbæk, Thorkild Grosbøl. Han har skrevet en bog, et debatoplæg – ”En sten i skoen”, hvor han bl.a. gør op med den opfattelse af Gud, som han mener mange kristne har. I øvrigt skriver pastor Grosbøl ikke Gud, men gud – med lille g. Den gode pastors bog fik ikke særlig meget opmærksomhed, da den udkom. Men efter et interview i weekendavisen kom der pludselig fokus både på præsten og på bogen. Han blev citeret for hverken at tro på Gud med stort G, opstandelsen eller det evige liv. Selvom om rummeligheden i folkekirken er stor, så var en præst, der ikke troede på Gud (med stort G) alligevel for meget for biskoppen i Helsingør. Præsten blev sat fra bestillingen – i skrivende stund – indtil videre.


Debat og forundring Som medlem af en frikirke uden anden åndelig øvrighed end Vor Herre har den efterfølgende debat givet kilde til megen undren. Mange læserbreve har udtrykt forundring over at præsten i Tårbæk kan forkynde noget for menigheden han ikke selv tror på, andre har angrebet problemet fra meget akademiske synsvinkler: Luther, Kierkegaard, Sløk og andre væsentlige tænkere er blevet inddraget i debatten, atter andre har beskyldt ”de fromme”, ”fundamentalisterne”, ”de åndløse”, ”de gudløse” (med lille g!) for at have misforstået det hele – og forplumre debatten. Forvirringen var dog komplet, da en læserbrevsskribent i Jyllands-Posten sluttede sit indlæg med at hævde: ”Man behøver ikke tro på Gud for at være kristen”. Da opgav jeg at forstå den dybere mening.


Abstrakt opfattelse af Gud Det er klart at det enkelte menneskes opfattelse af Gud (med stort G!) afhænger af den sammenhæng troen er vokset i. De danske middelalderkirkers kalkmalerier fortæller tydeligt om den Gud, man troede på dengang – og som ikke ligner den Gud, vi tror på i dag. Små børn tror ofte på Gud som en fysisk person – vi voksne kan godt leve med en mere abstrakt opfattelse af Gud. Ingen mennesker kan hævde, at netop deres opfattelse af Gud er den eneste sande – vi må alle leve med tvivlen. I en kristen kirke er det derfor vigtigt at man giver rigelig plads til det enkelte menneskes opfattelse af Gud. Hvis der ikke er plads til både den naive, måske barnlige tro på Gud, der kan sidde ved siden af bamserne, når man skal puttes og den allestedsnærværende, ”åndelige” Gud får man hurtig skabt en kirke for de særligt udvalgte: Dem der er nøjagtig ligesom alle os andre.


Troen har konsekvenser At der skal være plads til forskellige måder at opfatte Gud – og for den sags skyld også Bibelens ord på, betyder ikke at det er lige meget hvad vi tror på. Troen har konsekvenser – en af dem er at vi altid må være parate til at forklare vores personlige tro – overfor andre kristne, som vi ikke er enige med, og overfor ikke-kristne, der kan bruge dit og mit personlige gudsbillede som hjælp i deres egen søgen. Luther, Kierkegaard m.fl. hævder at mennesket ikke ved egen kraft kan tro, men at troen er et ”guddommeligt værk i os” (Luther). Johannes Sløk har i forbindelse med Kierkegaard skrevet: ”Gud er jo det ubegribelige og derfor ikke noget, man i den forstand kan gøre til genstand for en intellektuel proces”. Man kan altså ikke med sine sanser og med sit intellekt hævde at kende sandheden om Guds eksistens.


Jeg tror ikke med hjernen – men med hjertet Det er fint nok med mig. Jeg har for længst erkendt, at jeg ikke tror med hjernen men med hjertet! Selvom det er moderne at lede efter beviser for Guds eksistens i form af rester af Noas ark, tegn på plagernes hærgen i Ægypten osv., så tror jeg ikke at det nogensinde vil lykkes at finde endegyldige beviser. Jeg tror simpelthen ikke, det er Guds mening at lade sig bevise. Vi tror på, at Han sendte sin søn Jesus til jorden for at sone vor skyld. Men vi vil aldrig finde bevis for andet end en historisk person, en mærkværdig særling, der endte med at blive pint ihjel af romerne – ikke fordi han egentlig havde generet dem, men fordi de skulle bevare det gode forhold til jødernes religiøse ledere. Vi tror på Helligånden. Men vi vil aldrig se andre beviser end dem videnskaben afviser som naturfænomener. Vi tror på at Jesus gjorde mirakler og at mirakler også sker i dag. Men bevise at miraklet er sket på grund af Guds indgriben – det kan vi ikke. Vi tror på det evige liv – men den dag vi kan bevise det er beviset temmelig ligegyldigt!


Det er troen, der er den afgrundsdybe forskel Uanset om vi tror af egen kraft eller troen er et guddommeligt værk i os, så er troen på Gud (med stort G!) uundværlig i vores kirke. Det er troen der er den afgrundsdybe forskel på en forening, der udfører den kristne kulturs ritualer og så en kristen kirke, der forkynder Guds ord til mennesker i dag. Jeg vil påstå, at man ikke kan forkynde uden at tro: Man kan prædike, udlægge teksten, vejlede ud fra Biblens mange fantastiske læresætninger og lære andre om næstekærlighed – men at forkynde evangeliets budskab om frelse uden at tro på Gud, det er falsk varebetegnelse!


Det handler om det, vi tror på Uanset hvor mange akademiske overvejelser man gør sig om Gud, om man skriver med lille g eller stort G, om man læser alle filosoffers værker om emnet så gør det ingen forskel når vi skal finde en mening med vores liv. Her er det sjældent de intellektuelle eller rationelle overvejelser, der styrer os. Det er handler om det vi tror på. Hvem kan forestille sig præsten sige i talen ved begravelsen: ”Jens var Herren en god mand. Vi regner med 85 % sandsynlighed for at han opnår evigt liv!”. Nej, for at trøste de efterladte må præsten nødvendigvis dele sin tro på det evige liv.


Det uforklarlige kan ikke forklares! Det er det vi tror på, der giver vores liv mening. Ingen naturvidenskabelig teori eller intellektuel overvejelse kan bruges til at forklare det uforklarlige. Når vi mennesker spørger i afmagt: Hvorfor? Så må vi altid søge svaret i troen. Der er ikke andre steder at gå hen. Så uanset hvordan du tror eller hvilket billede du har af Gud, så er din tro og dit gudsbillede vigtig fordi det kan blive andre menneskers hjælp til at finde meningen med tilværelsen.

Henrik Andersen

bottom of page