Forleden søndag sagde præsten i sin prædiken, at det er vigtigt, man bekender sine synder – for Gud og hver mand. Det med Gud og hver mand kan nok afhænge lidt af bekendelsernes karakter. Men jeg vil nu alligevel bekende for hver mand: Jeg er forfalden til kriminalromaner. Jeg har været det længe og jeg er efterhånden blevet temmelig kritisk. Agatha Christie er et for længst overstået kapitel – lige nu er det yngre, svenske kvindelige forfattere, der truer min nattesøvn. At give sig tid til at tænke over plottet, at forsøge at gætte hvem der skød butleren, stjal Ming-vasen eller kørte bilen til gerningsstedet – det er ren afslapning. Men selvom jeg er forfalden, oplevede jeg i foråret det største „kriminal-kick”, jeg har fået i årevis.
Bogen er skrevet af amerikaneren Dan Brown og hedder „Da Vinci Mysteriet” på dansk Lad mig sige det med det samme: Det er en rigtig tju-bang og røverroman – uanset hvad I ellers måtte have hørt om den. Men bogen er så fyldt med historiske fakta og henvisninger, at læseren ikke umiddelbart har mulighed for at skelne mellem fakta og fiktion. Under en konference i Paris bliver symbolforskeren Robert Langdon indblandet i mordet på Louvres direktør. Langdon og den smukke (selvfølgelig) franske kryptograf Sophie Neveu inddrages i et forrygende spin af begivenheder. Historiske steder, bygninger, kunstværker, bøger og meget andet inddrages i handlingen. Og lige pludselig handler det også om Bibelen, om Jesus og hans familie, om hemmelige katolske loger og om det de beskytter. Er den hellige gral virkelighed – er den mere end blot tømrerens bæger? Er det hele fiktion – eller er der et gran af sandhed i fiktionen. Findes der virkelig skjulte skrifter, der beviser at Jesus var gift og havde familie? Og at familien flygtede til Frankrig efter Jesu henrettelse? Når fiktionen er så velskrevet og de historiske fakta så velanbragt, at man får lyst til at læse mere, får lyst til at undersøge og forstå baggrunden – så er forfatterens mission vel lykkedes?
Jeg må tilstå, at det under læsningen kom så vidt, at jeg måtte læse i min Bibel. Kunne skriften virkelig tolkes sådan, at Jesus havde familie? – Er der huller i Jesu historie, der kunne være lukket af manglende skrifter? Min Bibel fik en ny dimension – den blev pludselig en del af en meget spændende nutidig kriminalroman!
Efterfølgende har jeg nok fået en smule dårlig samvittighed over, at det var netop en kriminalroman, der fik mig til at læse lidt mere end sædvanligt i Bibelen. Måske blev jeg også lidt skuffet over mig selv: Kendte jeg ikke mit Nye Testamente bedre, end at jeg var nødt til at læse kendte passager igen, blot fordi en kriminalroman bragte mig i tvivl? Eller havde jeg læst uden at forstå – kun læst og forstået det, som jeg i forvejen havde besluttet eller lært var meningen?
Oplevelsen med ”Da Vinci Mysteriet” har mindet mig om, hvor svært jeg tit har haft det med at læse min bibel. Sproget ligner ikke noget, jeg er vant til at læse. Der bruges ord, vendinger og begreber som er fremmede for det meste af min hverdag. Bibelens sproglige univers kan være enestående og det er den bedste bog jeg har. Den er fyldt med historier, drama, leveregler og – hvis man tror – Guds ord til os mennesker. En sandhed om Gud som man kan leve på et helt liv. Men den er også svær at læse – For mig kræver det ro, stilhed og tid til overvejelse, hvis jeg skal læse – og forstå det jeg læser. Man bliver aldrig færdig med at læse Bibelen, den er en bestandig kilde til inspiration og livsmod. Men det kræver lige lidt tilløb i en travl hverdag at få læst i den.
Behøver det at være sådan? Selvfølgelig ikke! Jeg kan jo bare tage sig sammen – som en god kristen ved jeg da, at den daglige bibellæsning er kilden til (næsten) al godt i kristenlivet. Og manglende bibellæsning er roden til alt ondt (næsten) i kristenlivet. Jeg har skam hørt efter i timen! Alligevel har jeg siden jeg læste ”Da Vinci Mysteriet” praktiseret en lidt anderledes form for bibellæsning, som jeg gerne vil anbefale til andre, der deler min dårlige bibellæsningssamvittighed. Jeg prøver at bruge hverdagens hændelser som inspiration til min bibellæsning. Det er ikke svært – lyt blot til et par nyhedsudsendelser, læs en avis og spørg så dig selv, hvad din Bibel siger om disse ting. Sandsynligvis ikke et ord! Men hvis man giver sig lidt tid, bruger sin Bibelordbog eller et andet godt opslagsværk, så er det faktisk muligt at finde ord, der beskriver de fleste situationer, vi mennesker bringes i. Med lidt sund fornuft er det muligt for de fleste at læse Guds ord ind i den virkelighed, vi har i dag. Og skulle det ikke lykkes i første forsøg, så prøv bare igen. For det er næsten det bedste: – at opleve at ord, der den ene dag blot var ord, bliver levende og får betydning den næste dag. Ikke fordi du har læst dem to gange, men fordi Gud giver dem mening i forhold til dit liv. Det kan vel kaldes ”Bibelens mysterium” – at ord kan blive levende, når man tror og at de samme ord kan få afgørende betydning for menneskers liv.
Henrik Andersen
Comments