top of page

Et skridt ad gangen!

Hvordan i alverden bærer man sig ad med at bestige Mount Everest? … Det er da nemt nok – man tager bare et skridt ad gangen!

Muligvis er svaret i virkeligheden en lille smule mere kompliceret. Men vittigheden er et meget godt billede på den måde, hvorpå vi mennesker sædvanlig vis angriber komplicerede problemstillinger: Vi løser dem stykkevis indtil vi har det fulde overblik og kan se den samlede løsning.


Det er svært at forestille sig, at man kan bestige Mount Everest uden at forberedelse: En så stor opgave kræver fysisk træning, den rigtige psyke, mange penge og detaljeret planlægning. Men man behøver ikke have planer om at bestige Mount Everest for at sætte gang i forberedelse, planlægning, træning: De færreste vil vel løbe et maratonløb uden forudgående træning, vi inviterer heller ikke til fest uden at planlægge hvor og hvordan det hele skal foregå eller tager på ferie til Tyrkiet uden at købe billetten i forvejen. Vi planlægger, tilrettelægger, forbereder og – om nødvendigt – så træner vi indtil formen er i orden. Vi tager et skridt ad gangen.


Disse betragtninger gælder for næsten alt hvad vi giver os i kast med af udfordringer i livet. Tanken slog mig en søndag i Bethelkirken, hvor Lars Midtgaard prædikede over teksten om forklarelsen på bjerget og helbredelsen af den månesyge dreng (Matthæus, 17:1-21). Lars brugte en historie om bestigningen af Mount Everest som udgangspunkt – en historie, hvor bjergbestigerne netop går mod toppen flere gange, for hver gang at vende om og gå tilbage til lejren og her lade op og restituere for på ny at gå mod toppen ad det spor, de allerede havde trådt. Hver gang går de blot en smule længere, indtil de til sidst når toppen.


Der er heldigvis ting i tilværelsen der ikke kræver uendelige forberedelser og lang tids træning før man kan gennemføre dem. Det allervigtigste valg i livet: Om man tror på Gud og på Jesus Kristus som hans søn og sin personlige frelser kræver ikke lang tids forberedelse og forudgående træning. Svaret kræver måske mange års overvejelser og tanker om meningen med livet – men det kræver ikke træning eller planlægning at træffe valget. Det kræver ikke andet end tro at blive kristen. Guds nåde, hans kærlighed er der nok af til os alle sammen og man bliver ikke mere elsket af Gud fordi man læser hele bibelen hvert kvartal, gør rent i kirken hver dag, giver mere i offerkuverten end de andre i menigheden, lever meget fromt og forsager alle søde sager eller påtager sig særlig vigtige opgaver i menigheden. Guds nåde, hans kærlighed er der i rigelige mængder til os alle sammen.


Men hvad er der så med det bjerg? Jo, bjerget er der fordi jeg som kristen kan få større indsigt i Guds mening med netop mit liv, hvis jeg hver dag vil gå lidt længere sammen med Gud end jeg gjorde i går. At forstå at Gud har en plan med mig, at forstå hvad planen går ud på og om muligt realisere den sammen med Gud er en af de største oplevelser man som kristen kan komme ud for. Det er ikke sikkert, at planen er den samme i dag som for 30 år siden: Der er sket ting i dit liv, som har medført forandringer. Men Gud er den samme og han har stadig en plan med mig og med mit liv. Hvis du er parat til at tage et nyt skridt i dag vil du også se endnu mere af planen med dit liv.


Måske bruger du hele livet på vandringen op ad bjerget: Du er måske kun i stand til at tage små skridt og du føler ikke, at du nogensinde får fuldstændig klarhed over hvad Gud vil med dig. Du føler dig måske som bjergbestigeren, der har forsøgt at nå toppen flere gange og hver gang må give op lige inden toppen? Så husk blot, at Gud går med dig hele vejen. Du går aldrig alene, du bliver aldrig efterladt alene på bjerget i en snestorm. Når du så er nået så langt, som du kan komme sammen med Gud i dag, så gå blot tilbage til din basislejr: Gør de ting du føler dig tryg ved i kirken, kom til gudstjenesten, deltag i spejderarbejdet, caféarbejdet eller de ting du nu synes, du kan klare. Og når du så er parat igen, så gå op ad bjerget. Følg det spor du allerede har trådt sammen med Gud, men vov dig et lille stykke længere denne gang. På den måde vil du også opleve, at Gud har en plan med dig og med dit liv.


Du nåede toppen! Du fik den oplevelse med Gud som Peter, Jakob og Johannes utvivlsomt har fået på bjerget. Gud har åbenbaret sig i dit liv, alt er forklaret! Måske skete det gennem forbøn, måske ved en gudstjeneste, en koncert, et lejrbål på en spejderlejr eller bare ved din daglige bibellæsning og dine egne bønner. Og nu har du slet ikke lyst til at slippe oplevelsen. Den bedste fornemmelse man kan have som kristen er at være ”et med Gud”, at have følelsen af, at man bare forstår alt hvad Gud vil med en. I den situation er lysten til at gå ned ad bjerget igen slet ikke til stede. Nu har jeg endelig nået toppen – Hvorfor så gå ned igen?


Når man bestiger meget høje bjerge bevæger man sig længe i ”tynd luft” – der er simpelthen ikke ilt nok til at organismen kan fungere optimalt. Omvendt er der heller ikke så lidt ilt, at man går til grunde med det samme. Mange bjergbestigere har oplevet, at iltmangelen har berøvet dem evnen til at tænke klar og træffe rationelle beslutninger – nogen har fortalt, at de slet ikke havde lyst til at gå ned igen. Man kan bruge dette som et billede på det, der sker i menneskers liv, når de som Peter, Jakob og Johannes har set Gud. Oplevelsen er overvældende, den ”nulstiller” hjernen og man kan slet ikke tænke på andet end bare at være sammen med Gud på bjerget.


Men der er en mening med at netop du har set Guds mening med dit liv: Du skal gå ned ad bjerget igen. Du skal træde det spor endnu dybere, som alle dine medkristne er på vej op ad. Du fandt vejen op ad bjerget, nu må du hjælpe alle os andre med at følge sporet. Gud har ikke sat os i verden for at vi skal isolere os sammen med ham på forklarelsens bjerg. Jesus og disciplene gik ned ad bjerget og ud i verden. Træd sporet endnu dybere, så andre kan finde det!


Henrik Andersen

bottom of page