Den amerikanske advokat og forfatter Susan Cain har skrevet en fantastisk bog om introverte mennesker: “Quiet – The Power of Introverts in a World That Can’t Stop Talking”. Bogen er i detaljen gennemarbejdet med hundredevis af henvisninger til videnskabelige undersøgelser, forsøg og artikler. Men Cain er ikke stoppet ved den teoretiske research, hun er også gået ud i verden for at møde de mennesker, hun ville skrive om. Susan Cain har f.eks. et afsnit med titlen “Does God love introverts? An evangelical’s dilemma”, hvor hun fortæller om sit møde med Adam McHugh, en introvert evangelisk præst i Rick Warrens Saddleback Church. Susan Cain skriver bl.a.:
Evangelicalism has taken the Extrovert Ideal to its logical extreme, McHugh is telling us. If you don’t love Jesus out loud, then it must not be real love. It’s not enough to forge your own spiritual connection to the divine; it must be displayed publicly. Is it any wonder that introverts like Pastor McHugh start to question their own hearts?
For os, der lever med at være kristne i en frikirke og samtidig er “diagnosticeret” med personlighedstypen ISFJ – eller endnu værre INFJ – efter Jungs typologi, er Susan Cains betragtninger en befrielse at læse. Mange andre har behandlet samme emne, men især J.S. Park, der i 2012 skrev blogindlægget “14 Ways To Handle A Christian Introvert” har ramt noget i mig – og mange andre.
Med udgangspunkt i Susan Cains bog og Parks blog har jeg lavet nedenstående helt personlige udgave af “14 Ways…”.
14 gode råd, når du møder en introvert kristen
Hvis du har mødt mig på mit arbejde; når jeg holder foredrag, rådgiver kunder, diskuterer med mine medarbejdere eller foresatte, vil du aldrig gætte, at jeg er introvert. Rigtig meget og i mange situationer så meget, at det giver mig vanskeligheder i forhold til venner, familie og andre mennesker omkring mig.
Uden omgivelser til at skubbe på mig, kunne jeg gå rundt alene hele dagen – i shorts og slidt T-shirt. Jeg ville få dagen til at gå med skrive på min blog, motionere, gå en tur, læse om andre menneskers oplevelser på sociale medier (sociale medier er en gave til introverte!), svare lidt på e-mail, lave mad til mig selv, læse bøger, artikler og se gamle engelske krimier i fjernsynet. Hvis jeg er rigtig heldig, ringer telefonen slet ikke hele dagen….
Jeg er varsom med at lade andre blive en del af mit personlige rum og mit privatliv. Det kræver en kæmpe indsats af mig, hver gang jeg skal forlade min komfortzone for at interagere med det rodede, uordentlige, menneskefyldte kaos, der omgiver mig i den virkelige verden. Måske derfor er jeg ofte for “træt i bolden” til at engagere mig i de, synes jeg, håbløse diskussioner om ligegyldigheder, der finder sted i min kirke? Dette vel vidende, at mange andre får rigtig meget ud af at deltage i præcis disse møder.
Når du møder mig i kirken, så må du gerne tænke på følgende:
I cellegruppen eller til bibelstudiet må du aldrig tvinge mig til at tale! Introverte er meget metodiske og har brug for tid til at behandle og fordøje indtryk og udsagn. I en gruppe, hvor der diskuteres, betyder min tavshed ikke, at jeg ikke lytter. Jeg prøver blot at få “brikkerne til at passe sammen”. Jeg forsøger at være velovervejet og bevidst. Tag hensyn til, at jeg har en masse hemmelige tanker i hovedet, som først kan deles med andre, når de giver mening for mig.
Jeg synger ikke ligesom dem på første række! Det er fedt, at alle de ekstroverte nærmest hæmningsløst kan udfolde sig under lovsangen. Introverte læser ofte bare ordene, reflekterer over dem og beholder hænderne inde i vognen! Hvis du ser mig løfte den ene hånd bare en lille smule og synge med på nogle få ord, har du været vidne til, at lovsangsgaspedalen bliver trykket seriøst mod bunden af køretøjet!
Irettesæt mig aldrig nogensinde i offentlighed! Prøv det én gang og vi behøver ikke tale sammen mere – aldrig – nogensinde! Og dine undskyldninger kan du godt spare dig… Muligvis har jeg fortjent irettesættelsen, men det er sådan set ligegyldigt.
Melding til de ekstroverte: Hav tålmodighed i samtalen og lad være med at behandle hvert af mine ord som din personlige sejr Det er fint, at du som ekstrovert monopoliserer samtalen. Jeg holder af at lytte! Men lad være med at behandle mig som dit personlige projekt med en særlig smuk perle indeni. Lad være med at forsøge at presse min livshistorie ud af mig, når du forsøger at frelse mig fra introversionens frygtelige jerngreb. Gør dig fortjent til min tillid ved at vise, at du vil være ven med mig, sådan som jeg er. I modsætning til alle jer ekstroverte, er jeg ikke særlig god til at være “bedste ven” første gang vi mødes! Behøver jeg fortælle, at begrebet “at dele liv” ikke er en del af mit begrebsapparat?
Er du selv introvert? Så find mig hurtigt! Hvis du har set mig stå lidt for mig selv ude i periferien til kirkekaffen, så ved du godt, at jeg gerne vil tale med dig. Lad os mødes og tale om ting, der betyder noget. Ikke bare det sædvanlige “smalltalk”, som vi kan komme med sarkastiske bemærkninger til, mens vi udvikler et livslangt, spirituelt venskab, som de ekstroverte overhovedet ikke fatter betydningen af!
Jeg er ikke mentalt handicappet! Faktisk kan jeg gøre de samme ting som alle jer ekstroverte! Jeg har set alle mulige typer af personligheder stå op i kirken og fortæller deres historie, invitere til menighedsweekend, kirkekaffe eller hvad man nu står op og siger noget om. Introverte er ikke kun født til et liv bag scenen, de kan sagtens stå på scenen. Som ekstrovert skal du blot tænke på, at dine introverte brødre og søstre i menigheden modigt overskrider deres grænser, hver gang de kaster sig ud i noget nyt. Hav omsorg for dem!
Jeg bliver voldsomt træt af at være sammen med mange mennesker Jeg tror min grænse er fem-seks timer – i hvert fald kortere end de fleste fester varer! Så bliver jeg træt og uselskabelig – nogle gange begynder jeg endda at få fysisk ubehag. Lad mig bare være i fred og lad være med at komme med gode og velmenende råd… Gør dig ingen bekymringer, hvis jeg går før festen er slut. Jeg er hverken sur, fornærmet eller ked af det: Jeg er bare træt. Bagefter vil jeg kunne fortælle lige så begejstret om festen som dem, der holdt ud til den lyse morgen.
Lad være med at blive fornærmet, hvis jeg ikke svarer med det samme Nogle gange, når jeg bliver inviteret til en begivenhed – privat eller i kirken – på Facebook, så lader jeg være med at svare med det samme. Så går jeg og tænker over det af og til og svarer så, når jeg er overbevist om, at jeg træffer den rigtige beslutning. Jeg gør det samme med SMS’er, e-mails, telefonopringninger… og måske også, hvis du dukker op uanmeldt!
Du troede, vi var venner – og nu taler jeg ikke længere så meget med dig? Du må ikke bliver fornærmet! Introverte interagerer med andre mennesker på mange forskellige måder. Det betyder ikke, at jeg ikke længere bryder mig om dig. Jeg har blot fundet ud af, at bestemte ting i mit (kirke)liv deler jeg bedre med andre end dig, måske med en anden introvert, som jeg lige har mødt. Lad være med at blive “tøsefornærmet”. Tænk på, at jeg overskrider mine grænser, hver gang jeg kaster mig ud i en samtale om personlige emner med et menneske jeg ikke har kendt længe.
Neeej!! – Jeg har ikke brug for mere opmærksomhed! Ikke i kirkebladet, ikke i nyhedsbrevet, ikke på kirkens hjemmeside, ikke på min fødselsdag og slet ikke, fordi jeg hjalp med et eller andet. Sluk spotlight’en og lad mig leve videre i skyggen!
Jeg ved det… Nogle gange er jeg “humørsyg” Beklager.. og jeg ved det godt: Det er irriterende og ødelægger stemningen. Men det er ikke en depression, åndelige “kvababbelser” eller synder, som jeg ikke bekendt endnu… det er vist bare sådan jeg er. Og andre introverte med mig. Der findes en kur: Giv mig plads til at være mig selv – masser af det.
Jeg ved ikke altid, hvad jeg skal sige – men jeg holder stadig af dig Selv om jeg bruger færre ord end mange andre, er det desværre ikke altid de rigtige ord. Tænk på, at når jeg vælger at være sammen med dig er det fordi, du betyder noget for mig.
Når livet bliver hårdt, behøver du ikke sige noget – bare vær tilstede Når jeg bliver ramt hårdt af livet, har jeg kun yderst sjældent lyst til at dele det med andre. Det er slet ikke tidspunktet for åndelig vejledning, teologiske overvejelser om modgang i livet eller gode og velmente råd. Kom forbi med en øl, is fra Paradis eller noget god natmad. Vær der, når min verden krakelerer. Så kan det være, at jeg be’r dig om de gode råd og trækker på din livsvisdom.
Hvis jeg bliver ramt af et ekstrovert “hyper”-anfald – så vær rar at holde af mig! Hvis jeg skulle komme til at deltage på menighedsweekenden og blive siddende oppe til sent på natten sammen med de andre unge(!!) kan det være, at mit indre ekstroverte jeg pludselig slipper ud. Det vil aldrig være “cool and calculated”, morsomt og vanvittigt underholdende, som når alle jer ekstroverte optræder. Tværtimod vil jeg virke nørdet, neurotisk og tale med nervøst vibrerende stemme. Mit kropssprog vil det kræve et par årsværk for en psykolog at dechifrere. Hvis det sker, så lad være med at ydmyge mig alt for meget. Grin med mig og glem helst, at jeg forsøgte mig som ekstrovert. Gør du det, har du fundet en ven for livet.
Det enkle spørgsmål er så, om der er plads til sådan en som mig i din kirke?
Henrik Andersen
Comments