top of page

Lotte, Lotte - hvor er du henne?

Svømmeren Pernille Ottesen har skrevet en bog - om sig selv. Pernille har ikke altid opført sig ordentligt. Hun mobbede sin svømmekammerat, Lotte Friis, da de var yngre. Nu siger Pernille undskyld - tror hun. I virkeligheden fortsætter mobberiet.


En undskyldning?

Historien meget kort: Pernille Ottesen skriver i sin nye bog, at hun mobbede svømmekammeraten, Lotte Friis, da de var yngre. 10 år senere føler Pernille trang til at sige undskyld. Det gør hun ikke særlig elegant. Pernille fortæller, at Lotte brugte specialdesignede og meget grimme svømmebriller, havde for stor numse og alt for korte arme til en svømmekarriere. Enhver kan jo se, at Lotte selv bad om at blive mobbet.


For at være helt sikker på, at vi har fattet det, skriver Pernille videre:

Lotte siger aldrig stop. Hun er et klassisk mobbeoffer, for hun gør det ikke nemt for sig selv. Hun lader det bare stå til, så hun efterhånden bliver en, man automatisk griner ad. Det bør ikke være sådan, og det er ikke fedt at sige, men sådan er det desværre. Lotte en speciel type, hun er en ‘fedtmule’, som mange gange kommer til at lave ufrivilligt sjove ting: typen, der skvatter, hver gang hun træder ind i en svømmehal, ‘Bambi på glatis’, som der bliver sagt om hende." (Citat fra bogen "Fri" af Aleksandar Josevski og Jeanette Ottesen, Gyldendal).


Pernille siger undskyld og beklager. Skriver at hun fortryder. Om det er alvorligt ment, ved kun Pernille. Men hun fortsætter mobberiet, når hun fortæller, præcis hvad det var ved veninden, der gjorde hende til mobbeoffer. Og måske er det stadig sådan fat med Lotte? Så er det helt i orden at fortsætte mobberiet. Det synes Pernille: "Senere lærer jeg faktisk at holde af hendes lidt sjove måde at være på, og jeg kan stadigvæk finde på at grine ad hende. Men så gør jeg det åbenlyst foran hende og kalder hende ‘goofy’, så hun hører det og ser, at jeg griner. Og så plejer hun at give mig ret og grine." (Citat fra bogen "Fri" af Aleksandar Josevski og Jeanette Ottesen, Gyldendal).


Jeg har været der

I en meget fjern fortid startede jeg i første klasse som en lille tyk dreng, der var irriterende god til at læse bogstaver, men elendig til at aflæse sociale koder. Det var ikke sjovt. Faktisk var det de værste fire år af mit indtil videre 59-årige liv. For 50 år siden var mobning ikke noget, hverken forældre eller lærere tillagde særlig stor betydning. "Herregud, sådan er drenge jo...." er en sætning, jeg hørte alt for mange gange i starten af min skoletid.


Det lykkedes heller aldrig videnskaben at finde ud af, hvad der var galt med mig på trods af, at jeg var indlagt til udredning i 3 lange uger. Selv om jeg var god til bogstaver, havde jeg ikke ord til at forklare hverken lægerne eller børnepsykologen, at min mave kun fejlede noget, fordi jeg blev mobbet. Først da jeg et par år senere flyttede med mine forældre langt ud på landet, fik min følsomme mave det bedre. Så vidt jeg husker tog helbredelsen kun ganske kort tid.


Når Lotte Friis har taget til genmæle i TV, ganske forsigtigt og afdæmpet med ordene:

"Det, der også går mig rigtig meget på, er, at den her historie vil for altid ligge på internettet, så mine kommende børn og alle for altid vil kunne læse om mobbeofferet Lotte" kan jeg mærke i maven(!), hvor dårligt Lotte har det.

Et sår på sjælen

Det er et mobbeoffers mareridt at lytte til en undskyldning, hvor pinslerne udpensles i detaljer. Her er ikke anden forklaring, end at mobberen siger undskyld uden forståelse for den dybere mening med begrebet!


Et mobbeoffer plejer et sår på sjælen. Såret kan blive mindre. Af og til glemmer man det - næsten. Men det læger aldrig helt. Det forsvinder aldrig. Det holder i hvert fald mere end 50 år. Af og til begynder mit sår at bløde: Når jeg ser børn eller voksne mobbe, eller møder mennesker, der er blevet mobbet og som ikke har fået hjælp til at rense såret. Så er jeg på kanten til at miste selvkontrollen.


Mobbeofret bærer sit sjælesår med frygt. Selv om livet mange år senere har har givet mange gode og lyse oplevelser, så bærer mobbeofret på en frygt for igen at blive mobbet. Selv om intet i livet tyder i den retning, så er det at blive mobbet et af livets største nederlag. Alene frygten for endnu et nederlag i samme størrelse kan være en større byrde, end et menneske kan bære. Har du kræfter, kan du slå igen, har du en skarp tunge, kan du svare igen. De fleste mobbeofre ejer hverken kræfter eller talegaver til at stå i mod mobberens nederdrægtigheder. Det ved mobbeofret. Det ved mobberen.


Derfor bliver Pernilles undskyldning til Lotte så uendelig grusom. Lotte har en flot svømmekarriere bag sig. Hun er i dag en dygtig, sjov og vellidt vært på DR's P4 Formiddag. Hun er kommet videre, har plejet sit sår og oplevet, at hun kan leve med det. Men hendes mobber vil det anderledes. Hun vil mobbe igen. Hvorfor? Fordi hun kan og fordi mobbere sjældent forstår den smerte, de forvolder andre.


"Lotte, Lotte - hvor er du henne?"

Nu må du ikke blive væk, Lotte! Kæmp imod og vis, at du er mere værd end dem, der mobber dig. Svar verden ligesom Lotte i børnefilmen:

Ka’ I ikk’ se mig? Jeg er jo her! Hvor? Her!

Henrik Andersen




bottom of page