– er titlen på en rigtig god engelsk film om matematikeren og geniet Alan Turing, der blev kendt for at have knækket tyskernes kodemaskine Enigmas hemmeligheder under anden verdenskrig. Turings indsats siges at have sparet mindst 14 millioner menneskeliv – og forkortet krigen med mindst to år.
Benedict Cumberbatch spiller den alt dominerende hovedrolle i filmen, der i alt væsentligt er baseret på bogen “The Enigma” af Andrew Hodges. I bogen beskrives Alan Turings liv fra den tidligste barndom, gennem skoleårene, universitetet, krigsårene og ansættelsen på universitetet i Manchester.
Fra jeg første gang hørte og læste om Alan Turing har hans personlighed og begavelse fascineret mig. Han var hele sit liv en outsider. På intet tidspunkt i flød han med strømmen: Fra han som barn gik på kostskole, hvor var han en meget begavet, men mindst lige så sjusket elev, der kun gad beskæftige sig med de emner, han selv fandt interessante – til han begik selvmord i 1951 efter at være blevet dømt for “indecency” – uanstændighed – og underkastet kemisk kastration fordi han “praktiserede” sin homoseksualitet.
Turings liv er et billede på, hvordan vi som mennesker, institutioner og samfund har umådelig svært ved at håndtere det anderledes, det, der skiller sig ud og bryder normerne. Alan Turing blev mobbet fra sin tidligste barndom: Af skolekammerater (selvfølgelig, fristes man til at sige) men også af skolelærere og andre voksne, der ikke kunne se hans talent og unikke begavelse. Ligesom de jævnaldrende kammerater fokuserede de voksne omkring Turing på det, der gjorde ham anderledes, det mærkelige og i nogle tilfælde endda det afskyvækkende i hans karakter.
Selv om Turing ofte slet ikke lagde mærke til, at han blev lukket ude af fællesskabet, så ramte det ham af og til – når distraktionen løftede sig fra hans sind og han et øjeblik glemte at fokusere på den opgave, han lige nu havde kastet sig over. I disse øjeblikke indså han, at han var anderledes og udenfor – og ikke duede til det samme, som andre børn.
I filmen siger hans bedste kammerat på et tidspunkt til ham:
But you know, Alan,...
Om citatet overhovedet har noget med virkeligheden at gøre ved jeg (endnu) ikke, men da det bliver sagt i filmen, har det en fantastisk effekt på den unge Alan Turing – der netop er en af dem, som ingen forestiller sig noget om.
På min arbejdsplads har vi ved flere lejligheder tilbudt praktikplads til mennesker, der kan karakteriseres som “the very people who no one imagines anything of”. Vi er ikke uddannet til at hjælpe mennesker, slet ikke – vi er teknikere, håndværkere og kontorpersonale. Men vi har en fælles tro på, at vi dels har en pligt til at hjælpe, hvis vi kan, dels kan hjælpe, hvis vi blot tilbyder et rum for samvær og fællesskab om arbejdsopgaver. Det virker selvfølgelig ikke altid: Nogle mennesker har rent faktisk brug for professionel hjælp og andre vil ikke tage imod vores tilbud. Men i nogle tilfælde har vi oplevet, at mennesker har fået det bedre blot ved at blive behandlet ordentligt, få tilbudt at være sammen med “almindelige” mennesker i hverdagen og opleve glæden ved at løse opgaver i fællesskab.
Vi har taget det anderledes til os, anerkendt at der kan gemme sig et potentiale også i mennesker, der mangler sociale kompetencer og derfor er vanskelige at omgås. Vi kan blive meget bedre til det og vi kæmper hver dag med udfordringen at forstå mennesker, der skiller sig ud fra flokken.
Ikke alle, der er på kontanthjælp, understøttelse, bliver hjulpet af jobcentret eller de sociale myndigheder, går i tøj fra ’70erne eller har en aparte opførsel gemmer på et geni som Alan Turings – langt fra. Men det ville da være sørgeligt for mig, mine kolleger, jobcentret, skolerne eller de sociale myndigheder, hvis vores manglende empati, forståelse for det unikke og mulighed for at handle i hverdagen, har skubbet geniet ud over kanten, hvor han eller hun ikke rejser sig igen.
Det er faktisk sjovt, berigende, opløftende og inspirerende at møde et menneske som er “dømt ude” og så opleve, at de også har kompetencer, muligheder og lyst til at gøre noget, lyst til at blive den “who do the things no one can imagine”.
Henrik Andersen