Jeg har hørt en melodi, som af en eller anden grund bliver ved med at være et eller andet sted i min underbevidsthed. Af og til – ofte på de særeste tidspunkter – dukker den op til overfladen. Det er bare en helt ordinær kærlighedssang, skrevet af den irske sangerinde Katie Melua:
There are nine million bicycles in Beijing That’s a fact, It’s a thing we can’t deny Like the fact that I will love you till I die.
We are twelve billion light years from the edge, That’s a guess, No-one can ever say it’s true But I know that I will always be with you.
… sådan lyder de første to vers af ”Nine million bicycles”.
Senest dukkede melodien og teksten op under prædikenen i Bethelkirken påskedag. For spørgsmålet, der lød til os påskedag var: ”Tror du?”. Stillet overfor opstandelsens mirakel konstaterede Chresten, at enten var Jesu opstandelse verdens største fupnummer – eller verdens største mirakel. Hverken fupnummer eller mirakel er bevist – det handler om, hvad vi tror!
Og her var det så at Katie Meluas tekst dukkede op ”Der er ni millioner cykler i Beijing – Det er et faktum, vi ikke kan benægte”. Selvom de færreste kan forestille sig hvor mange ni millioner cykler er, så er det dog et faktum, at der er så mange cykler i Beijing. Et faktum man ikke kan benægte.
”Vi er tolv milliarder lysår fra kanten – det er et gæt – ingen kan sige om det er sandt”. Vi ved ikke hvor kanten af universet er – eller om der er en kant. Naturvidenskaben kan stadig ikke forklare os hvad der er bag ved det yderste af det vi kan se med vores avancerede teleskoper og satellitter. De seneste teorier går endda på at universet er uendeligt. Men hvor slutter det uendelige? Og er der sammenhæng mellem det uendelige univers og evigheden? Vi ved det ikke: Vi må vælge at tro eller lade være med at tro.
Katie Meluas tekst fik mig til at tænke over historien om Jesus. Den historiske Jesus har levet engang, det er et faktum. Der var engang en Jesus, der gik rundt i Palæstina og gjorde underlige gerninger, forvirrede folket med sine budskaber for til sidst at blive henrettet fordi han blev for besværlig for den jødiske øvrighed. Men at denne historiske person er Guds søn – den opstandne Kristus og personlig frelser for alle, der tror på ham som Guds søn. Det er et gæt, ingen kan sige om det er sandt – men vi kan vælge at tro på det!
Men hvordan kan det så være, at jeg har valgt at tro på noget, der er ligeså uhåndgribeligt og svært at bevise som afstanden til kanten af et – uendeligt – univers?
Hvordan kan det være, at jeg tror på Jesus som Guds opstandne søn i en tid, hvor mange forsøger at mystificere Jesu liv? Hvor der stilles spørgsmålstegn ved om Bibelen nu indeholder den sande historie om Jesu liv og hvor mange tror, at Da Vinci-mysteriet er baseret på fakta og at Judas-evangeliet er samtidigt med evangelierne? Hvor fakta og fiktion blandes i én pærevælling og hvor det er meget nemmere at hyle med i koret af kritikere end at holde fast i sin tro?
Jeg tror, fordi jeg finder det sandsynliggjort og for mig bevist, at Jesus dukkede op blandt mennesker efter sin død. Der er simpelthen for mange og for forskellige beretninger om den opstandne Jesus til, at de alle sammen kan være tilfældigheder eller udslag af disciplenes ønsketænkning: Matthæus skriver om ypperstepræsterne og de ældstes bestikkelse af vagterne, for at de ikke skulle fortælle historien om opstandelsen videre – Jesus viste sig ikke for enkelte udvalgte disciple, han mødte dem alle sammen og Thomas, der tvivlede, fik sit bevis for at det var den opstandne Jesus han mødte. Johannes fortæller også om at Jesus mødte disciplene ved Tiberias Sø og i Apostlenes Gerninger fortælles, at Jesus mødte disciplene gentagne gange i de 40 dage der gik før han steg til himmels.
Af beretningerne om Jesus, der var opstået fra de døde og mødte mennesker igen, holder jeg mest af Lukas beskrivelse af vandringen til Emmaus. På mange måder er det nemt at identificere sig med de to disciple, der går der på vejen: Dybt nedtrykte over, at deres store forbillede er blevet henrettet og at de lysere tider, de troede var på vej nu igen er blevet til romersk formørkelse endda med støtte fra de jødiske ledere. Selvom Jesus går på vejen med dem ser de ham ikke. Så optaget af deres egen situation er de, at de ikke opdager hvem han er trods det, at han på vandringen forklarer dem om alt det, der er forudsagt i skriften.
Er det ikke præcis sådan, de fleste af os lever? Vi har så travlt med at holde fokus på vores egen virkelighed, at vi slet ikke opdager, at Jesus går ved siden af os, prikker os på skulderen og siger: „Hør lige, hvad der er fortalt om mig?” Og først når vi har hørt hele historien eller måske fået lige så håndgribelige beviser som Thomas, går det op for os, at Jesus har været her, har talt til os – men vi glemte at lytte. Vandringen til Emmaus er beretningen om den opstandne Jesus, der møder os lige der hvor vi går. Møder os der, hvor vi er allermest pressede, forvirrede, nedtrykte og mennesker på godt og ondt. Hver gang jeg læser om vandringen til Emmaus, kommer jeg til at tænke på de gange, hvor jeg har følt, at Jesus er gået ved siden af mig og jeg bliver endnu mere overbevist om, at Jesus ikke alene er en historisk person, men også er Guds søn – ham der døde for min skyld og genopstod for at vise mig, at livet er større end vi kan forestille os.
Der er tolv milliarder lysår til kanten af et uendeligt univers…. En tanke vi knap kan rumme og ingen kan sige om det er sandt. At der findes en Gud, der lod sin søn dø og opstå fra de døde for min skyld er en tanke, der kan være lige så svær at rumme. Men historien om de mange disciple, der mødte den opstandne Jesus og især de to, der mødte ham på vej til Emmaus, gør det lidt nemmere at forstå.
Henrik Andersen
Artikelfoto af Adam Krypel fra Pexels
コメント