For nylig deltog jeg i et seminar, hvor den tidligere verdensmester i roning Mette Bloch gav et indlæg med titlen ”Hvordan bliver man en vinder”. Det var et meget underholdende og også lidt opløftende indlæg, fordi hovedbudskabet var, at vi hver især har muligheden for at blive verdensmester: Det gælder kun om at finde den rigtige disciplin! Da deltagerne i seminaret for de flestes vedkommende var midaldrende, mere eller mindre overvægtige mænd var det nemt nok at komme i tanke om nogle discipliner, hvor der næppe var en potentiel verdensmester til stede. Men det slog ikke Mette Bloch ud af kurs (vi bildte os ind, at hun nok havde oplevet det, der var værre!). Hun gav os et helt basalt kursus i kunsten at elske sig selv: Hvordan man starter dagen med at ramme de natkolde badetøfler med den positive tanke, at hvis ikke andet lykkes i dag, så var nedstigningen i badetøflerne bare helt perfekt! Videre til badeværelset hvor man udfører dagens ”kickstart” ved at tænde lyset og råbe ”Jeg er bare så dejlig!” ind i spejlet samtidig. Jeg har endnu ikke turde prøve, men det skulle have den effekt, at kombinationen af chokket ved at lyset bliver tændt, det skrækkelige synsindtryk, dårlige morgenånde og tanken om familiens reaktion efterfølgende får en til at bryde sammen i latterkrampe over det vanvittige projekt, man har gang i.
Verdensmesterpsyke Jeg tænkte lidt over, om ikke udgangspunktet for succes i dette eksperiment var en ganske stor portion selvtillid, en slags ”verdensmesterpsyke”. At udgangspunktet for at blive verdensmester i en eller anden disciplin netop er, at man tror 100 % på det, afspejlede en anden af Mette Blochs anekdoter: Da hun første gang blev verdensmester havde en velmenende rosportsleder trukket hende til side og venligt forklaret, at hun skulle passe på ”for der er jo koldt på toppen!”. Og svaret på dette velmente råd var helt naturligt: ”Hvad ved du om det? Du har jo aldrig været der!” fulgt op med en forklaring om, at det er faktisk kun er på toppen, det er rigtig fedt at være!
I Bethelkirken er vi sådan en slags verdensmestre Vi er på vej mod målstregen i en klar førerposition og konkurrenterne ligger langt bagefter! Vi holder spændende, inspirerende gudstjenester med mange deltagere. De unge har endda deres helt egne gudstjenester – med mange deltagere. Vi forsøger at lave nyt og anderledes børnearbejde og selv spejderarbejdet er i fremgang. Som noget helt specielt for en traditionel baptistmenighed har vi endda medlemsmæssig fremgang. Her er plads til alle og cellegrupper til resten! Når Sankt Peter engang åbner Himmerigets porte har vi reserveret plads! Og når Sankt Peter deler medaljer ud til de bedste menigheder får vi selvfølgelig en af guld… Det er jeg ikke et øjeblik i tvivl om. Det eneste jeg er bange for er, at vores medalje trods alle anstrengelser, også har en bagside…
Vores menighed består af mange forskellige mennesker – heldigvis Det regner vi normalt for en stor styrke – og det er det også i mange tilfælde. Vi er mennesker fra forskellige samfundslag, med forskellige styrker og svagheder, med forskellige nådegaver og med vidt forskellige indstillinger til mange ting. I andre fællesskaber ville vi have brug for mange flere og meget klarere regler og meget mere styring end vi har i Bethelkirken – bare for at få fællesskabet til at fungere nogenlunde. I Bethelkirken bærer vi over med både personlige fejl og mangler og organisatoriske svagheder af en eneste årsag: Fællesskabet er ikke målet, det er midlet der hjælper os og mange omkring os til at nå målet: Troen på Jesus Kristus som det enkelte menneskes Herre og frelser.
Men for mange mennesker, også i vores menighed, er fællesskabet af langt større betydning end de fleste tror. Når de stærkeste af os sidder fremme i båden og holder farten, husker at sætte åren dybt i vandet for at flytte hele båden fremad, så sidder der nogle længere nede i båden og kæmper med både at holde tempoet og i det hele taget få åren i vande. For dem er fællesskabet ikke kun det, der hjælper med at bringe andre til tro, det er det, der bærer deres egen tro. Måske er fællesskabet det eneste, der bærer troen, fordi alt andet i livet kun er forhindringer, der står i vejen for at leve troen ud hverdagen.
Når de fleste af os glæder os over, at der er fremdrift i båden og plads til flere, der kan tage fat, så er nogle bekymrede over om der er redningsbælter nok. Og især om der stadig er et redningsbælte til dem. For de mennesker er det ikke tilstrækkelig hjælp, at vi har et opslag om, at redningsbælterne blev talt sidste år. Her der nok en god idé med personlig vejledning i at finde og spænde redningsbæltet.
Man kan bidrage til fællesskabet på mange måder Når en menighed nu ikke er et fællesskab båret af regler, men af ånd, så er det også vigtigt, at alle bidrager til fællesskabet. Det handler ikke om, at man skal yde for at kunne nyde: I en kristen menighed ville intet være mere forkert. Men omvendt tror jeg ikke på et sandt kristent fællesskab, hvis ikke alle bidrager. Og bidrage kan man på mange måder. Nogle holder gudstjeneste, andre er aktive i menighedens arbejdsgrene, nogle laver mad og andre rydder op og gør rent. For nogle kan blot det at møde op og på den måde bidrage til fællesskabet være et bidrag, det har kostet mere end det største menighedsbidrag.
Paulus bruger billedet af menigheden som legemet og os som lemmerne (1. Kor. 12, fra vers 12). Jeg synes, det er et fantastisk billede. Hvis du er i tvivl, så tænk blot på sidste gang du havde tandpine! Måske var løsningen at trække tanden ud. Men så vil jeg også gætte på, at det var en løsning, du tænkte længe over. For nok gik tandpinen væk, men du havde også mistet en tand. Og hvem bryder sig overhovedet om at miste tænder? Lemmerne er der for hinandens skyld, ligesom vi skal være der for hinanden. Ingen bryder sig om at have lemmer, der ikke virker – eller blot tænder, der gør ondt. Løsningen er ikke at hive tænderne ud – men at reparere de skader legemet får. Et såret, men helet legeme, er ofte stærkere end et, der aldrig har oplevet sår.
Det er en kamp at blive verdensmester og den medalje, man får for det, vil altid have en bagside. Jeg er overbevist om, at der findes medaljer uden bagside – og at det er dem, vi får for at have bidraget med hver vores gaver til det fællesskab, troen på Jesus Kristus har sat os i.
Henrik Andersen
Artikelfoto: Nataliya Vaitkevich fra Pexels
Comments