Så blev vi ramt igen. Ikke af corona, dårlig presse eller omsætningsnedgang. Men af den værste af alle organisatoriske ulykker: Organisationsforandring. Eller konsolidering, som det hedder hos os. Nu står vi igen med en flok uforstående og lettere paniske medarbejdere, der alle stiller det samme spørgsmål: Hvad er meningen?
Som mellemleder er det min opgave at besvare spørgsmålet. Det er ikke nemt, for chokket over forandringen gør det ikke lettere at formulere klare og tydelige spørgsmål. Jeg griber i min lederværktøjskasse og finder billedet af de koncentriske cirkler med "vilkårsrum" yderst og "mulighedsrum" inderst. Med min mest pædagogiske stemmeføring giver jeg mig til at forklare, at vi befinder os i "mulighedsrummet". Alt det uden om er vilkår, som vi ikke kan påvirke. Mulighederne: Det er dem, vi skal arbejde med!
Det lykkes mig selvfølgelig ikke at overbevise medarbejderne om, at "mulighedsrummet" indeholder svarene på alle deres spørgsmål. Medarbejderne fortæller, at det ikke er mulighederne men vilkårene, der forstyrre nattesøvnen og fordøjelsen! Alt det, ledelsen trækker ned over hovedet på dem, uden at lytte, uden diskussion om alternativer og uden engagement i medarbejdernes hverdag.
"Vilkårsrummet" er der, hvor ledelsen giver rammerne og retningen. Indholdet i "vilkårsrummet" burde netop være med til at styrke medarbejdernes forståelse for forandringen. Gøre det nemmere at forstå, hvorfor vi skal gøre tingene på en anden måde. Men sådan opfatter medarbejderne det ikke.
Som leder er det nemt at blive ramt af panik i situationen. Teorierne holder ikke. Så er det nok medarbejderne, den er gal med. De skal lære at håndtere forandringer! De skal lære at beherske deres følelser og ikke lade sig styre af dem. Hvis vi er i vores følelsers vold, kan vi ikke tænke klart. Fornuften skal være medarbejdernes guide! Og inden længe vil fornuftens ræsonnementer lede medarbejderne til samme klare slutning som den gamle romerske stoiker Marcus Aurelius:
Vi må gøre os klart, at det ikke er omgivelserne, vi lider under, men os selv. – Marcus Aurelius
Vrøvl!!
Mennesker har altid og vil altid være i deres følelsers vold. Selvfølgelig kan man have glæde af stoicismen - og andre -ismer - i ledelsesarbejdet. Selvfølgelig kan det enkelte menneske træffe valg, der gør det mere parat til og mindre sårbart overfor forandringer. Men når ledelsen dikterer forandringer, vil de fleste medarbejdere reagere med følelserne snarere end fornuften. Og vi reagerer forskelligt, meget forskelligt.
Hvorfor?
Fordi vi ikke forstår meningen!
"Vilkårsrummet" giver kun mening i mit ledelsesarbejde med forandringer, hvis medarbejderne (og jeg selv) har forstået meningen med det, der findes i "vilkårsrummet". Hvis visionen ikke tegner et klart billede af fremtiden, hvis rammerne for arbejdet er utydelige, og ledelsen ikke lader handling følge ord, så bliver vilkårene urimelige og uforståelige. Så forstår vi ikke meningen med forandringerne. Så bliver forandringerne meningsløse.
Vi reagerer forskelligt på forandringerne, fordi vi ikke behøver at finde den samme mening alle sammen. Nogle finder mening i brudstykker af visionen og to linjer af direktørens peptalk. Andre holdt op med at høre efter, da der blev sagt "konsolidering". Og andre igen har brug for at diskutere med kollegerne, før meningen kommer på plads, følelserne kan beherskes og fornuften herske.
På min arbejdsplads med 10 engagerede medarbejdere har vi valgt at tage udgangspunkt i Karl Weicks teorier om "Sensemaking" - meningsskabelse på dansk. Med fokus på "Enactment" har vi valgt at lade medarbejderne komme med ind i "vilkårsrummet", når vi skal finde retningen og sætte rammerne. Helt banalt handler det om, at vi mødes i værkstedet (eller frugthaven!) omkring et par haveborde, deler en (firmabetalt!) sandwich og en ramme cola, mens vi diskuterer. Alle meninger har lige ret og alle har lige ret til at tale. I praksis kommer vi forbavsende hurtigt frem til rammer og retning. Uanset om emnet er relateret til det daglige praktiske arbejde eller mere abstrakte emner som organisationsforandring. Ledelsesopgaven er at holde os på sporet, få slået søm i konklusionen og sikre, at alle "er med".
Forandringer er meningsløse, hvis medarbejderne ikke forstår meningen! Ledelsesopgaven er at skabe mening med forandringerne på alle niveauer. Det er ikke en opgave, man kan uddelegere til medarbejderne. Hvis man som leder tør tage medarbejderne med ind i "vilkårsrummet", vil man opdage, at mening kan vokse ud af fælles indsats.
