I et TV-program forleden blev digteren og forfatteren Knud Sørensen interviewet i anledning af, at han havde fået Det Danske Akademis prestigefyldte litteraturpris: “Den Store Pris”. Knud Sørensen fortalte om at søge inspiration helt alene i lange vandreture i naturen på Mors, hvor han bor. Når man læser hans digt “Fodtur til det nordlige Mors” fornemmer man selvfølgelig naturen, men også at forfatteren er alene i sin betragtning af naturen:
Der var stille og gråt i Hesselbjerg og solen var gået ned og jeg havde allerede gået langt men kunne godt se at græsset groede og at kornet groede og jeg havde langt at gå og nogle køer tyggede drøv og var jyske og sortbrogede på en bakke ude til højre og jeg havde langt at gå og ved et vindue stod der én og kiggede ud på landskabet som bare var et landskab og på mig som bare var én der gik forbi ude i landskabet og det blev mere og mere mørkt mere og mere uvirkeligt det hele.
Susan Cain, har skrevet “A manifesto for introverts”, der bl.a. indeholder følgende udsagn:
Solitude is a catalyst for innovation
Solitude oversættes ofte med ensomhed. Men definitionen er egentlig, at “solitude implies the absence of all others“. Med andre ord er solitude mere udtryk for at være alene end for at være ensom (lonely). På dansk mangler vi et dækkende udtryk for det at være alene uden at være ensom.
Kan det at være alene virke som katalysator for innovation? Det er er i hvert fald en påstand om introverte menneskers måde at at arbejde og finde inspiration på, som Susan Cain underbygger med talrige historier og henvisninger i sin bog “Quiet”. Når man læser Knud Sørensens digt fornemmer man, at der kan være noget om snakken: Nogle mennesker finder deres inspiration i at være alene – ikke i ensomheden, som den manifesterer sig hos mennesker, der på grund af alder, race, religion, seksuel orientering, fysiske eller sociale handicap udstødes af det omgivende samfund, men i at være alene som et selvvalgt livsvilkår.
At være alene som selvvalgt livsvilkår? I en verden, hvor der fokuseres på menneskers evne til at “sælge sig selv” – til en jobsamtale, en audition til et talent(løst) TV-program eller bare som bordherre eller dame til din brors 50 års fødselsdag forekommer selvvalgt “alenehed” som en sofistikeret måde at begå social harakiri på.
Mennesket er et flokdyr og det at være alene er et skrækscenarie for de fleste mennesker. Bare tanken om at skulle være alene i længere tid er angstprovokerende. At være alene uden i det mindste at have adgang til sociale medier er i dag utænkeligt for de fleste under 40. Hvordan kan det være en katalysator for innovation, som Susan Cain hævder? Hvordan kan mennesker finde mening med noget som helst – livet, døden, kærligheden eller bare dagen morgen helt alene? Vil det ikke være mere oplagt at gøre det sammen? Sammen med din kone, dine børn, dine venner – bare sammen med nogen frem for alene?
Selvfølgelig er vi mennesker forskellige. Det er nok de færreste, der virkelige holder af at være alene i længere tid og derfor er det nok også de færreste, der kan finde inspiration og mening med noget som helst helt alene. De lader sig inspirere af at være sammen med andre mere end de finder inspiration alene. Dette er også antagelsen i nogle postmoderne opfattelser af menneskers væren. Det hævdes groft sagt, at mennesket intet er i sig selv, men kun i “bliver til noget” i sociale relationer. Der findes ikke een sandhed, men sandheden er det, vi skaber i fællesskab og som vi – ved hjælp af sproget – får til at give mening for os.
At eksistere alene er ikke en mulighed i denne tænkning. Det giver simpelthen ikke mening at forsøge at være menneske alene, når det er de sociale relationer, der definerer os. Måske derfor er tanken om at være alene så skræmmende. Dybt i os alle ligger vel også en viden om, at vi i det mindste kortvarigt er nødt til at være en del af et socialt fællesskab for at reproducere os selv. For de fleste af os er et vist socialt fællesskab også nødvendigt for overhovedet at overleve. Vi har simpelthen ikke evnerne til at klare os alene og uden hjælp, hverken i det kultiverede samfund eller i den rå natur.
Men når vi så har fået opfyldt vores basale behov, er der mange mennesker, der kan leve med minimale sociale relationer og finde både inspiration til at leve og mening med livet, døden og kærligheden, når de er helt alene.
Selv har jeg både familie, kone, børn og venner. Jeg har dyrket idræt på “næsten eliteplan” i min ungdom, været spejder i mange år og kommer af og til i en frikirke. Sociale relationerne er ikke et ukendt begreb for mig og jeg kan indgå i sådanne ligesom de fleste andre: Jeg er ikke den største katastrofe som bordherre, men næppe heller den, der bliver husket særlig længe efter festen. Men jeg ved også, at mine sociale behov er yderst begrænsede både i forhold til det min familie og mine omgivelser forventer og i forhold til normerne i det omgivende samfund. Efter den almindelige målestok har jeg få bekendte og endnu færre venner.
Selv om jeg synes, det er vildt fedt at være sammen med mine spejderkammerater og “nørde” med computere og websider og finde løsninger på komplekse udfordringer, så er “kick’et” ved at finde løsningen alene langt større. Mange mennesker har brug for at fortælle omverdenen, at de lykkes. Lykkes med en opgave, en eksamen, en sports-præstation: Uanset hvad det handler om, er intet for småt til et opslag på Facebook. Når jeg lykkes med noget sker det også, at jeg fortæller mine omgivelser om det, men min glæde ved at lykkes med noget, bliver kun sjældent større ved at dele det med andre.
Det skræmmer mig ikke at være alene. Tværtimod oplever jeg igen og igen, at jeg bedst er i stand til at give mine tanker frit løb og få de bedste ideer, få skrevet de bedste opgaver, rapporter, historier og få udført mest, når jeg er alene. Jeg er enig med Sudan Cain. I mit liv giver hendes udsagn fantastisk meget mening. Jeg kan udmærket skabe mening i mit liv helt alene: Jeg behøver ikke dialogen med andre for at bekræfte min egen eksistens.
Heldigvis kender jeg også gode mennesker, der slet ikke er indrettet lige som mig. Mennesker, der med uregelmæssige mellemrum bringer forstyrrelse ind i mit “alene-univers” og inviterer mig udenfor og lader mig opdage, at verden fungerer på trods af, at den er fyldt med mennesker, der har meget mere brug for hinandens selskab end jeg har.
Henrik Andersen
Artikelfoto Wendelin Jacober fra Pexels
Comments