Ved årsskiftet er der på mange måder tradition for at gøre status. Der gøres økonomisk status: Regnskaber afsluttes, skatten beregnes, menighedsbidraget betales, anparterne købes og pensionskontoen justeres. På det personlige plan bruger vi måske nytåret til at sætte os nye mål og forsøge at glemme dem, vi ikke nåede. Vi gør regnskabet op og med nye mål kommer videre med vores liv.
Perioden omkring jul og nytår lægger næsten op til, at vi bliver lidt små-filosofiske og giver os tid til at spekulere over nogle af livets store spørgsmål: Hvem er jeg? Hvorfor er jeg her? Hvor kommer jeg fra? … og hvor skal jeg hen bagefter? Julens budskab, et par fridage og udsigten til at skulle begynde på et frisk, nyt år er måske det, der slipper tankerne løs og får os til at tænke lidt mere over livets mening.
Selv om man er kristen, er det ikke altid nemt at finde svar på livets store spørgsmål. Vi har nok nemmere end så mange andre ved at forholde os til hvorfor vi er her, hvor vi kommer fra og hvor vi tror, vi skal hen bagefter. Selvfølgelig kan vi tvivle og nogle af os mister måske helt troen. Men som samfundsgruppe betragtet er det nok ikke spørgsmålene hvorfor, hvorfra og hvorhen, der tynger os mest. Avisoverskrifter har da også proklameret, at kristne lever længere og er lykkeligere end andre. Indtil andet er bevist, kan vi jo tro på, at det skyldes at vi har nemmere ved at finde en mening med livet og ikke bruger så mange kræfter på bekymringer som andre.
Men spørgsmålet om hvem vi er – eller helt personligt: „Hvem er jeg?” tror jeg, vi er mange, der stiller os selv med mellemrum. Senest kom jeg til at tænke over det i forbindelse med vores samtaler om optagelseskriterier i Bethelkirken. Her har vi også kredset om emnerne: „Hvem er vi?” – „Hvor kommer vi fra?” – „Hvorfor er vi er?”. I den forbindelse er vores identitet og i særdeleshed vores baptistiske identitet også blevet diskuteret.
Vi siger, at det er vigtigt at kende sine rødder for at kunne svare på spørgsmålet: „Hvem er jeg?”. Det er vigtigt at vide, hvor man kommer fra, for at vide hvem man er. For uden at vide hvem man er, bliver man rodløs og kan ikke finde ud af hvor man vil hen… siger vi.
En god ven har i nogle år underholdt mig om slægtsforskningens velsignelser. Så da min familie for et par måneder siden blev „udsat” for slægtsforskning var jeg forberedt! Men jeg blev alligevel overrasket, da det viste sig, at min familie på fædrene side havde aner tilbage til 1732 indenfor – endda indenfor få kvadratkilometer af midtsjælland. Overraskelsen blev ikke mindre, da det viste sig, at jeg også er en slags svensker på mødrene side. Helt tilbage til 1707 er min svenske familie nu blevet trævlet op.
Nu er jeg – der altid har regnet mig selv for næsten københavner – altså pludselig blevet en slags svensker ibalndet gener fra midtsjællandske landarbejdere. Ikke nok med at min mormor var fraskilt – nu har det vist sig, at hun er født udenfor ægteskab. Og selvom min farmor hed Dusine, var hun ikke nummer tolv i børneflokken – hun var datter af den ældste søster, født uden for ægteskab og vokset op hos sine bedsteforældre. Med disse opdagelser kan man vel sige, at mit rodnet er krakeleret en smule. Mit fundament er revnet og min respektable baggrund som københavner kan i høj grad drages i tvivl. Spørgsmålet melder sig igen: „Hvem er jeg?”
I mange af livets sammenhænge er det sandt, at rødderne, historien, baggrunden eller hvad vi nu vil kalde det, giver gode forudsætninger for selv at finde et ståsted i livet – et fundament at bygge på. Men både i uddannelses- og sociale sammenhænge taler vi også om mønsterbrydere. Mennesker, der ikke har en baggrund, et fundament eller en historie, der kan bruges som afsæt for at komme videre. Ingen ønsker jo, at narkomanens barn bliver narkoman – at arbejdsmandens søn ikke får en uddannelse eller at indvandrerbørn isoleres uden at kunne tale dansk. Vi ønsker jo det bedste for alle mennesker. Hvis det bedste betyder et brud med rødderne, revner i fundamentet eller måske et liv, der skal leves uden kontakt til familien – så mener vi, at det er godt: Det er jo bedre end det, der var.
Og sådan har jeg det også lige nu. Det lykkedes mig at bryde mønsteret – selvom jeg er barn af uægte bedsteforældre, en slags svensker med midtsjællandske landarbejder-gener – så er det lykkedes mig at bryde mønsteret. Jeg har fundet et nyt ståsted i tilværelsen, et nyt fundament at bygge mit liv på: Jeg er flyttet til Jylland – jeg er blevet jyde (i hvert fald i min egen bevidsthed!)
Nej – sådan hænger det jo ikke sammen. Selv om jeg har fået et indgående kendskab til mine rødder, er jeg jo det samme menneske. Jeg har de samme fejl og mangler som jeg altid har haft, de samme uheldige karaktertræk, men heldigvis også enkelte gode sider (håber jeg…). Jeg er blevet lidt klogere på min families historie – og måske lidt mere interesseret i den. Jeg har fået endnu mere respekt for nogle af mine gamle familiemedlemmer – men jeg er ikke blevet mere eller mindre værd: Ikke mine egne øjne og slet ikke i Guds øjne.
Når vi taler om vores identitet og i særdeleshed om vores baptistiske identitet, så synes jeg, det er vigtigt at skelne mellem vores identitet som menighed og som enkelte kristne: Som menighed er det vigtigt, at vi har en identitet – en fælles forståelse, der ligger til grund for fælles værdier. Vi skal kende vores historie, vide hvor vi kommer fra, vide hvilken bevægelse vi er en del af – for at kunne placere os lige der i verden, hvor vi gør mest gavn for Gud: Der hvor vi når flest mennesker med de ressourcer, vi har til rådighed.
Men for det enkelte menneske vil jeg vove den påstand, at Gud elsker mønsterbrydere! Han er fuldstændig ligeglad med, om vi har den rigtige baggrund, de rigtige aner – og om vi kender historien særlig godt. Guds nåde og tilbuddet om frelse gælder ikke kun dem, der er bevidste om deres kristne eller baptistiske identitet – det gælder alle mennesker. Vi skal være stolte af vores historie, af de mennesker hvis kamp gav os religionsfrihed og gode vilkår for frie kirker. Vi skal glæde os over, hvad vi har udviklet os til. Men vi må aldrig lade historien og vores fokus på hvem vi er, stå i vejen for menneskers vej til Guds nåde og til frelsen.
„Hvem er jeg?” – Jeg er det menneske, som Gud elsker så meget, at Han lod sin søn dø for min skyld – for at jeg kan få evigt liv og ikke skal gå tabt, når blot jeg tror på ham. Det må være svar nok til at klare endnu et år indtil juleferien igen giver ro til at filosofere over meningen med livet.
Henrik Andersen
Artikelfoto af David Bartus fra Pexels
Commenti