Der er sange man bare ikke kan kan glemme.
Jeg tror, de fleste mennesker med blot et minimum af musikalsk fornemmelse har det sådan. Det er den sang man altid sætter på, når man ikke rigtig kan bestemme sig for noget andet. Den sang, der altid “virker” – ikke nødvendigvis en sang, der gør dig i bedre humør, måske heller ikke den sang, der kan bruges til at ryste støvet af højttalerne af med. Og slet ikke den sang, du gider høre til rengøring på badeværelset. Nej, jeg tænker på den sang, der minder dig om noget vigtigt i dit eget liv. Den sang hvor tekst, musik og måden, den bliver sunget på, går op i en højere enhed – for dig. Det kan være din sang findes i adskillige udgaver med din favoritkunstner og måske i endnu flere coverversioner, men der er kun en version, der er den rigtige.
Lige præcis sådan har jeg det med Bruce Springsteens “The River”. The Boss har efter-hånden lavet den i adskillige udgaver, mange af dem sammen med andre kunstnere. Den er ikke voldsomt meget “cover’ed”, den er vist alligevel lidt for meget Springsteen.
“The River”blev første gang indspillet på “The Power Station” (senere Avatar Studios) i New York i juli eller august 1979. Første gang Springsteen spillede sangen live i 1979 fortalte han, at inspirationen til teksten kom “fra hans søster og svoger”. I biografien “Bruce” fra 2012 af Peter Ames Carlin findes et interview med Springsteens søster, Ginny, hvor hun fortæller, at sangen er en meget præcis beskrivelse af hendes første tid sammen med kæresten Mickey (som hun i øvrigt stadig er gift med).
“The River” blev hurtig en central sang i Springsteens koncerter. På “Born in the USA Tour” fulgte sangen altid efter en længere og ofte meget intens fortælling om Sprinsteens forhold til sin far, deres indbyrdes kampe under hans opvækst i arbejdermiljøet i Nwe Jersey – nogle gange med en positiv konklusion og andre gange uden nogen konklusion overhovedet. Stilheden efter historien blev brudt af mundharmonikaen, der indleder “The River”. En af disse lange fortællinger, hvor Springsteen også fortæller om sin “draft notice”, indkaldelsen til militæret under Vietnamkrigen og efterfølgende oplevelse af at blive kasseret, findes på boxsættet “Live / 1975-1985”.
Når man læser teksten til “The River”, behøver man ikke en sproglig studentereksamen for at se, at der ikke tale om den store lyrik. Det er da også i konteksten med den indledende fortælling, historien om, at det er søsterens oplevelser, den sørgmodige melodi og det derangerede arbejdermiljø i New Jersey, at sangen får styrke og bliver – enestående. Selv om den senere er indspillet i andre og musikalsk mere spændende variationer, er det live-udgaven fra box-sættet, der er “den rigtige”.
I sidste vers spørger Springsteen:
Is a dream a lie, if it don’t come true
Ved nærmere eftertanke og cirka 30 år efter boxsættet udkom er det stadig denne linje, der giver hele sangen mening for mig. Livet handler om at få lov til at realisere sine drømme. Det er drømmene, der bærer livet fremad. Men hvad er drømme, der ikke går i opfyldelse? Løgne, som vi fortæller os selv for at overleve?
Den næste linje i verset
Or is it something worse
– skal egentlig læses med den efterfølgende tekst: “that sends me down to the river….”. Men prøv at læse de to linjer i sammenhæng: Hvis vi ikke tør drømme mere, drømme om et bedre, større, mere retfærdigt liv, hvad er der så tilbage? Drømme, der ikke går i opfyldelse er måske løgne, men drømme, der slet ikke bliver drømt – er det ikke “something worse”?
Der er nogle sange, man bare aldrig kan slippe. “The River” er en af dem
Henrik Andersen