Dette skulle angiveligt være et slogan fra de overbelastede indiske jernbaner. Men det er også et billede på mange menneskers situation i den vestlige verden i dag. Vi har fået så meget bagage med os, at komforten helt er forsvundet. Vi har fået så meget materiel velstand, samfundsmæssig omsorg og indsigt i verdens sammenhæng at det, der virkelig plager os er angsten for at miste.
Der var engang, da angsten for at miste hang sammen med livets opretholdelse: Kommer der brød på bordet i morgen, kommer høsten kom i hus, har vi tag over hovedet – vil børnene overleve. Og angsten var måske knap så personlig, man var ofte en del af et fællesskabet, der kunne trøste og hjælpe. I takt med, at vores materielle velstand er steget til ufattelige højder er vi begyndt at bekymre os om hvordan andre mennesker opfatter os. Fællesskaber er ikke længere forpligtende, hverken i familien eller i kirken. Vi skal ikke bare overleve, vi skal også helst leve et flot liv. Et liv som andre mennesker kan beundre. Det behøver ikke kun at handle om villa, vovse og vovhund men også om at man træffer de rigtige valg i livet, gør den rigtige karriere og har et interessant job, får børnene i de rigtige skoler. Ikke at der er noget galt i det – men det er en kilde til bekymring, hvis livet ikke former sig efter vores plan.
En af mine spejderkammerater tilbragte et halvt år som sygeplejerske i det ultrafattige, lille centralafrikanske land Rwanda. Da hun kom hjem skrev hun sin afsluttende opgave på sygeplejestudiet. Den handlede om, hvor mærkeligt det er, at disse mennesker kun i meget begrænset omfang lider af de psykiske lidelser, vi kender så godt i Danmark. Hvorfor står de ikke i kø for at få behandlet depressioner, når nu høsten svigter, børnene dør og det meste af familien blev udryddet i folkemordet i 1994? Det simple svar er: De har andet at bekymre sig om. De har livet at bekymre sig om.
Peter la Cour, psykolog og lektor på det sundhedsvidenskabelige fakultet ved Københavns Universitet sagde i Kristeligt Dagblad: „Bekymring og velstand hænger uløseligt sammen. Vi har bogstavelig talt for meget bagage. For mange sko, kvadratmeter, møbler, aktiviteter i kalenderen. For meget tøj og for meget livsstil og design. Vi er i den grad kommet ovenpå materielt, at det sætter kræfter fri til at tænke over, hvad der egentlig gør os lykkelige. Og det gør penge og rigdom jo paradoksalt nok ikke”.
Uanset hvad, der er årsag til vores bekymring, må vi se i øjnene, at vi aldrig slipper for den. Vi er de eneste væsener i Guds skaberværk, der lever i mulighedernes verden. Det var os, menneskene, der spiste af kundskabens træ og pludselig så hvordan verden hang sammen. Det er os der skal kunne klare både den virkelighed, der er i dag og de muligheder vi har i morgen. Dengang valget handlede om overlevelse var virkeligheden måske mere barsk – til gengæld var mulighederne langt færre. I dag er virkeligheden nogle gange svær at skelne fra fiktionen og mulighedernes antal astronomisk. Bekymringen og angsten for at miste livet inden vi dør er blevet vor tids åg.
Heldigvis er der hjælp at hente. Selvom Gud smed os ud af Paradisets have og tillod bekymringen at blive en del af vores liv sendte han også sin søn for at hjælpe os videre, når bekymringen truer med at tage livet fra os. Prøv at læse afsnittet om bekymringer i Bjergprædiken i Matthæus-evangeliet – og især der hvor Jesus siger: „Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift. Så vær da ikke bekymrede for dagen i morgen; dagen i morgen skal bekymre sig for det, der hører den til. Hver dag har nok i sin plage.” (Matt. 6, 24-34)
Henrik Andersen
Artikelfotos af Alexandr Podvalny fra Pexels
Comments