“Gniderierne” På mit arbejde oplevede jeg i en periode flere tilløb til konflikter. Det handlede om banaliteter: Noget med at beskylde hinanden for ikke at rydde op, lade arbejde ligge til kollegerne eller springe over, hvor gærdet var lavest. Nogle gange virkede det næsten som om konflikterne dukkede op ud af det blå.
Det psykiske arbejdsmiljø på arbejdspladsen er i høj grad båret af en fælles bevidsthed om, at man skal opføre sig ordentligt og holde en ordentligt tone – også når man er uenig, Derfor fik “gniderierne” aldrig lov til at udvikle sig til rigtige konflikter. Men vi kunne alle sammen mærke, at “noget” ikke var, som det skulle være og at “noget” kunne blive bedre.
I samme periode som vi oplevede “gniderierne” arbejdede vi sammen med resten af den kommunale forvaltning, vi er en del af, med begrebet Social Kapital: Undersøgte om vi havde det og hvor meget vi havde. Vi havde masser af Social Kapital. Vi scorede i hvert fald tæt på maksimum i den relativt simple test, som kommunen valgte at anvende.
Social Kapital Lidt tilfældigt kom jeg til at læse mere om Social Kapital nogenlunde samtidig med, at det blev rigtig moderne at tale om “fokus på kerneopgaven” i vores kommune. Det gik op for mig, at selv om vi var blevet introduceret til Social Kapital (Tillid, Retfærdighed og Samarbejde (samarbejdsevne)) med fokus på Kerneopgaven, så kan man måle sig til at have rigtig meget Social Kapital uden at have tilstrækkeligt fokus på kerneopgaven. I forbindelse med undersøgelsen af Social Kapital i virksomhed, udarbejdelse af handlingsplaner, eksekvering af samme og opfølgning i diverse fora, havde vi ikke en eneste gang talt om kerneopgaven. Det lå implicit i hele forløbet med alle de glittede brochurer, foredrag for MED-udvalgene, fælles lederdag i kommune med meget mere at kerneopgaven – den var der styr på.
Kerneopgaven var blevet væk Da jeg erfarede, at vi trods tårnhøj score og masser af Social Kapital tilsyneladende havde nogle udfordringer, der relaterede sig netop til begreberne Tillid og Samarbejdsevne, tænkte jeg længe over, om det kunne have noget at gøre med fokus – eller mangel på samme – på vores kerneopgave.
Nu har vi leveret bygas til Aalborgs borgere i snart 160 år. Ved vi ikke, hvad vores kerneopgave er? Det grænsede til kætteri at fremsætte en teori om manglende fælles opfattelse af kerneopgaven. Og da jeg begyndte at tale om det over kaffen, ved frokostbordet og til sidst på et personalemøde, var det heller ikke alle, der syntes, at emnet var relevant!
… men vi fandt den igen! På et personalemøde bad jeg mine medarbejdere om bruge fem minutter til overvejelse og derefter at skrive “virksomhedens vigtigste opgave(r)” på en “Post it”.
Det var sjovt! Mens jeg samlede sedlerne sammen gik snakken og næsten alle mente, at vi alle ti medarbejdere havde skrevet det samme. Svaret var jo indlysende!
Og svaret var indlysende! Alle ti sedler afspejlede fokusområdet for den enkelte medarbejder: Kundebetjening/kundeservice, renovering af ledningsnettet, overblik og samarbejde med eksterne interessenter, drift af produktionsanlægget osv. Den efterfølgende diskussion var meget berigende og uden at det var planlagt tror jeg, at alle erkendte, at mange de “gniderier” vi oplevede måske kunne skyldes, at vi alle sammen var fokuseret på at løse vores egen opgave bedst muligt uden at overveje, om det også var den bedst mulige løsning for virksomheden.
I tiden efter personalemødet brugte jeg flere mere eller mindre improviserede lejligheder til at vende emnet igen for at skabe en fælles historie. Den “tynde” historie om den manglende forståelse og accept skulle over tid gerne blive til den “tykke” historie om det fælles fokus.
På det næste personalemøde præsenterede jeg et forslag til en definition af kerneopgaven. Løsningen var – og er stadig – ikke noget sprogligt vidunder, men den vinder ved at inkludere de væsentligste fokusområder i alle medarbejderes dagligdag og derfor blev den også “købt” af alle – uden protester.
Forløbet lærte mig, at det er vigtigt, at alle kender virksomhedens kerneopgave. Ikke kun kender som i “kender til”, men kender som i har forstået, accepteret, “købt” og holder af! Man skal i høj grad kunne se sig selv som den, der bidrager til at løse den samlede kerneopgave, uanset om man er overmontør eller fleksjobber.
Kender I jeres kerneopgave? Nu er skyerne jo ikke lyserøde, heller ikke på min arbejdsplads. Selvfølgelig er der uoverensstemmelser, misforståelser og medarbejdere, der føler sig overset. Men et eller andet sted er der også en større forståelse for kollegernes arbejdsopgave, en bedre forståelse af at vi alle sammen er vigtige. Det er en erfaring, vi alle sammen gør. Ikke bare noget chefen siger!
Social Kapital uden en gennemarbejdet kerneopgave gav ikke mening for os. Men det var arbejdet med virksomhedens sociale kapital, der fik os til at fokusere på kerneopgaven. Og det var gennem arbejdet med kerneopgaven, vi fandt ud af, at vores strategi ikke var så “skarp” som vi egentlig gerne ville have den – men mere om det på et andet tidspunkt.
Fokus på kerneopgaven betaler sig – selv i en lille virksomhed, hvor samarbejdet er godt og tæt og hverdagens udfordringer løses professionelt. Prøv at spørge dine medarbejdere, hvad virksomhedens kerneopgave er: Du vil blive overrasket over svaret!
Henrik Andersen
Comments