top of page

Oh, Happy Day!

– er titlen på en meget anderledes dansk film, der havde premiere i november. Filmen handler om et blodfattigt folke- kirkekor, der bliver sat voldsomt op i omdrejninger, da en sort, amerikansk gospelkorleder strander i landsbyidyllen. Moses Jackson er ikke bare indbegrebet af gospel, han er også baptist og så tror han, at Gud har en mening med hans ophold i landsbyen – langt fra dem han elsker, og langt fra dagligdagens problemer.


En af dem Moses møder er den stille eksistens, Hannah, som får at gevaldigt skub i sit eget liv og pludselig opdager nye sider af sig selv, nye betroede talenter. Talenter, der skal bruges selvom der er risiko for nederlag undervejs.


Filmen er blevet behørigt anmeldt i dagspressen, og anmeldelserne har spredt sig fra det begejstrede over det undrende og lettere nedladende, til „Udfordringens“ beklagelse over, at en god, kristen film næsten spoleres af hovedpersonernes kærlighedsaffære.


En af de mere spændende artikler om filmen kunne man læse i magasinet Helse’s november-nummer. Her fortæller filmens Hannah, skuespilleren Lotte Andersen, om en researchrejse til Ingle wood i Los Angeles, en rejse til en kirke fyldt med gospelsyngende, sorte amerikanske baptister.


Havde lyst til at lade sig rive med – men… Lotte Andersen beretter ganske medrivende om nogle fantastiske gudstjenester, hvor der sidder tre blege danskere og trykker sig, noget ubehagelige til mode og ganske uvante med menighedens medleven i gudstjenesten. Alle tre havde de lysten til at give slip og lade sig rive med – men alle tre holdt sig tilbage og bevarede en cool, dansk facade. Selvom de næste gang satte sig langt fra hinanden, turde de alligevel ikke give slip. Lotte Andersen fortæller, at da de tre bagefter talte om, at de jo ikke kun skammede sig på egne, men også på de andres vegne. De tillod ikke hinanden at falde ud af rollen som kølige danskere med stort overblik og distance til det at udleve sin tro.


Om sit forhold til den danske folkekirke fortæller Lotte Andersen: “– Vi må ikke tale med, børnene skal være stille, ingen må forstyrre den kølige forbindelse, der er mellem os og præsten. Der bliver ofte talt alt for forsigtigt og intellektuelt i vores kirker. Jeg kan ikke mærke, når jeg har været i kirke. Derfor kommer jeg der også kun, når højtider og traditioner kræver det. – Hos de amerikanske baptister er der et varmblodigt forhold mellem menigheden og præsten, som ofte har fantastiske retoriske evner. For os danskere har det ikke noget med tro at gøre, men det mener jeg, at det har. For vi er faret vild i alle vores intellektuelle krinkelkroge, selvom budskabet i virkeligheden er meget simpelt, nemlig at vi skal tro på noget, på Gud, på os selv, på et eller andet…”


Til sidst i artiklen i „Helse“ fortæller Lotte Andersen om oplevelsen af, at man i Danmark ofte er ganske ensom i sine bestræbelser for at komme overens med Gud og finde sin tro, mens det i den amerikanske baptistkirke i høj grad er et socialt anliggende, man søger Gud i fællesskab.

Lotte Andersen slutter med at sige: “– Jeg er ikke troende, men det er et savn for mig. Jeg ville gerne kunne tro, for jeg savner svar på livets store spørgsmål. Under baptistgudstjenes- ten i Los Angeles, følte jeg det i et ultrakort øjeblik. Det var en følelse, der var så enkel og ligetil. Og jeg er sikker på, at hvis jeg fik den behandling hver eneste søndag, ville jeg på et tidspunkt overgive mig. Det er helt sikkert.”


Hvad med det „forsigtigt“ Halleluja… Som almindelig dansk gennemsnitsbaptist uden hang til store følelsesudbrud får man helt lyst til at bryde ud i et forsigtigt „Halleluja“. Tænk at der er mennesker, der tør indrømme, at de er blevet rørt i sjælen ved at deltage i en gudstjeneste – godt nok i en amerikansk baptistkirke, men alligevel. Tænk at være blevet grebet om end kun i et ultrakort øjeblik. Noget der ellers har været forbeholdt frikirkedanskere med karismatiske tilbøjeligheder. En oplevelse, en ligetil og enkel følelse, der efter Lotte Andersens eget udsagn kunne føre til omvendelse „hvis jeg bare fik den behandling hver eneste søndag“.

Lotte Andersen er bare én blandt mange danskere, der er vokset op med den lære, at tro er kompliceret, at tro kræver særlig intellektuel kapacitet, og at troen kun kan udfolde sig „rigtigt“ i en ganske bestemt kirke. Når man ikke kan tro på den rigtige måde, er man henvist til at flakke hvileløst omkring på troens overdrev.


– eller hvad med et „jublende“ Halleluja… Nu må der kunne tillades et lidt større „Halleluja“. For i den kirke, hvor jeg kommer, er der ikke én rigtig måde at tro på, der er ikke én rigtig måde at lovsynge og tilbede på, der er ikke en kølig præst, der prædiker et svært forståeligt budskab. I den kirke, hvor jeg kommer, er der plads til klassisk orgelmusik, gamle salmer og moderne rytmiske lovsange. Der er plads til børn, unge, gamle, sociale tilfælde, di- rektører, arbejdsløse, hjemmegående husmødre, syge og raske, glade sjæle og dem, der bærer sorg, mennesker fra alverdens lande og fra København. Der er en vedkommende forkyndelse af en præst, vi alle sammen kender og som kender os. Der prædikes og leves et ganske enkelt budskab om en levende og medlevende Gud, der møder os hver eneste dag.


Lotte Andersen søger ikke kun den amerikanske baptistmenigheds sorte gospel. Hun søger en troværdig kirke, en kirke hvor kristendommen ikke kun prædikes men også leves, en kirke hvor det at søge Gud ikke er en ensom opgave, men et fælles anliggende. På moderne dansk søger hun en autentisk kirke. Sådan en kirke har jeg fundet. Med alle de fejl og mangler menneskelige fællesskaber altid har – men med en troværdighed og en ægte tro på en Gud, der rører ved den enkelte.


Jeg tror, Lotte Andersen ville føle sig velkommen i min kirke.


Henrik Andersen


Artikelfoto: cottonbro from Pexels

bottom of page