top of page

Overgivelse

Det var en mørk og kold lørdag aften langt ude på landet… Helt ude sydvest for Nibe i bunden af Halkær Bredning… på Halkær Kro. Heine havde skaffet billetter, vi havde fyldt Lee’s „folkevognsrugbrød” og var kørt til Halkær Kro for at høre musik. Og nu sad vi så her på anden række og ventede.


Men egentlig starter historien for omkring tre år siden da Klaus Abildgaard, præst i Nørresundby, foreslog alle dem han kendte at tage til koncert med ”The Holmes Brothers” på Skråen. Nu er Klaus jo et menneske man lytter til, så en snes stykker fra Bethel havde købt billet til et arrangement som vi, trods Klaus anbefalinger, ikke havde ret meget idé om. Vi var ikke mange på Skråen den aften og sceneudstyret så unægtelig lidt sparsomt ud. Instrumenterne lignede heller ikke noget, der var produceret i går og publikum virkede heller ikke som om de kendte så meget til orkestret. Da klokken bliver lidt over 21 og lyset dæmpes kommer tre sorte mænd ind på scenen. Entreen kan ikke beskrives – men det var en oplevelse. For ingen af de tre var særlig godt gående og en rollator syntes at have været et passende hjælpemiddel til trommeslageren. Men de fik da kæmpet sig frem til instrumenterne – der i øvrigt så ud til at stamme fra de tre herrers ungdom… engang i halvtredserne…


Wendell startede koncerten på sit piano – lidt usikkert men med støtte fra Popsy’s trommer og Shermans bas et par takter inde i melodien kom de da alle tre i gang. Første nummer var en gammel amerikansk salme, tempoet var ikke voldsomt højt og stemmerne tydeligvis ikke helt varme. Og min første tanke var da også: „Det her bli’r en meget, meget lang aften….”. Men allerede kort inde i andet nummer, der også var en gammel amerikansk salme, slog det mig, at det her kunne blive en meget anderledes oplevelse end nogen af os havde forventet. Efter yderligere et par numre forlod Wendell pianoet, hankede op i sin godt brugte Fender Stratocaster guitar – og efter ganske få takter var jeg helt sikker på, at sådan en oplevelse fik jeg nok aldrig igen. Den ældre herre spillede simpelthen bluesguitar i et så voldsomt tempo og med en sådan indlevelse, at han på få øjeblikke blev 30 år yngre. Både Popsy og Shermann havde tilsyneladende også fået varmen for de tre ”Holmes Brothers” spillede i hvert fald blues og gospel de næste 2 timer, så vi var målløse.


Og så kom de igen her i september – på Halkær kro. Aftenens program gav kun plads til en times tid med Wendell, Sherman og Popsy. Publikum virkede noget reserverede i starten, men igen skete der en mærkelig forvandling et par numre inde i koncerten – som om folk mærkede, at det her var anderledes – som om der var et budskab, der ville igennem. Budskabet var ikke pakket ind, det var salmer og gospel – og musikken var enkel – guitar, trommer og bas.


I forbindelse med Baptistkirkens lederforum i Vejle i oktober underviste lærer på SALT, Ib Sørensen, om emnet „Profetisk ledelse”. Ib tolkede ”profetier” bla som det, vi opfatter som Guds tale til os: Gennem andre menneskers udsagn, gennem bøger, film og anden kunst. Når vi opfatter, at Gud taler til os, er det ofte et „profetisk input” til vores situation. Vi var måske en smule skeptiske overfor Ib’s udsagn og foretrak de gode gamle profeter, hvor man ikke er i tvivl om at de taler Guds ord ind i verden. Men alligevel: Når man har hørt „The Holmes Brothers” synge gospel, spille blues og forkynde fra scenen med drævende Virginia-accent: „Yeahh – we sing about Jesus ’cause we love him” til et publikum, de aldrig har mødt og som ikke har købt billet til en kirkekoncert, så kan man godt blive i tvivl om, hvordan rigtige profeter ser ud. De tre gamle mænd taler og spiller Guds ord ind i tiden uden hensyn til om publikum synes om Jesus eller ej.


Lederseminaret i Vejle fokuserede også på, at vi skal til at „gen-beskrive” kirken. Finde ud af hvad det er at være kirke i vores tid, finde ud af hvordan man når mennesker i 2005, finde vores rødder, dyrke dem og få nyt til at vokse frem. „The Holmes Brothers” kræver ingen „gen-beskrivelse”: De har fundet deres rødder, de har fundet Jesus og de tøver ikke med at fortælle andre om det – med de evner, de nu har fået til at gøre det.


Jeg tør kun håbe på, at de tre gamle fyre holder til endnu en omgang. På Halkær kro havde Popsy åbenbart fået gigtproblemer – i hvert fald spillede han trommer med arbejdshandsker på… Men uanset alder, kulturforskel, musiksmag og andre ting, der kan blokere for budskabet, så trængte det alligevel klart igennem – i hvert fald til anden række den lørdag aften på Halkær kro. ”I surrender all” sang Wendell og det måtte jeg så gøre.


Henrik Andersen


Artikelfoto: Pressefoto, Alligator Records

bottom of page