Og ved den niende time råbte Jesus med høj røst: »Elí, Elí! lemá sabaktáni?« – det betyder: ”Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?”
Sådan refererer Mattæus en lille del at den lange kamp Jesus var igennem, da han ofrede sig for os. Påsken er fyldt med voldsomme begivenheder, den ene mere voldelig end den anden: Da amerikaneren Mel Gibson for tre år siden lavede sin film om påsken: ”The Passion Of The Christ” blev han beskyldt for at svælge i vold og død. Selvom jeg ikke har set filmen tvivler jeg på den er værre end virkeligheden. Jesus blev ikke bare slået ihjel. Han blev også tortureret mentalt og fysisk i ubeskriveligt omfang. Så meget måtte han lide for vores skyld, at han til sidst råbte ud over mængden på Golgata: ”Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?”
Vi har nok alle sammen et bibelvers, der siger os noget ganske særligt. Eller en kirkelig højtid, hvor budskabet synes at ramme os på en særlig måde – eller måske en prædikant, der altid formår at få os til at lytte. Sådan har jeg det med påsken og i særdeleshed med beretningen om korsfæstelsen uanset hvem af evangelisterne, der fortæller historien.
Påsken er en rigtig moderne højtid: Kort og præcis! Ikke ligesom julen, der både varer længe og koster mange penge. Heller ikke som pinsen, der kræver alt for meget abstraktion fra de jordnære problemer for at lade sig fylde af ånden. Nej, påsken er hele det nye testamentes budskab kogt ned til et par sider og en forlænget weekend. Der er passende mængder blod og rigeligt drama. Præcis sådan noget, der sælger en god film – spørg bare Mel Gibson – og præcis sådan, som moderne og fortravlede mennesker gerne vil have budskabet serveret.
Jeg synes måske, at vi fokuserer for meget på de oplagte emner i påsken, og en smule for lidt på alle de mange andre lag, der er i beretningen – og som måske kræver stillingtagen, handling og konsekvens.
I beretningen om korsfæstelsen synes jeg, at Jesu ord til sin far: ”Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?” kan vække til eftertanke på mange måder, også i dag. Jesus ofrede sig for os, for at vi igen kunne komme tæt på Gud og blive hans børn. Men Jesus gjorde det ikke med et frisk smil og en klar forventning om, at det hele nok skulle gå: Selvom der var udsigt til en del besvær og temmelig meget lidelse, så ventede en velfortjent opstandelse på tredjedagen. Jesus tvivlede hele vejen: I Getsemane have bad han om at blive løst fra sin opgave – og endelig på korset blev han bange for, at Gud havde svigtet ham. I en hverdag, hvor det at tro bliver en stadig større udfordring, kan vi bruge Jesu tvivl til at bære os igennem udfordringerne.
Man kan have al mulig grund til at komme i tvivl i dag: I tvivl om man nu lever det rigtige liv, om man valgte den rigtige uddannelse, om man har valgt den rigtige ægtefælle eller kunne have fået mere ud af livet som ”single”, i tvivl om man nu opdrager sine børn rigtigt og endelig kan man også komme i tvivl om alt det med troen: Er der virkelig en god og kærlig Gud, når ingen mennesker og slet ikke de troende formår at elske andre end sig selv? Jesus havde slet ikke alle de ting at tænke over: Han skulle bare forkynde evangeliets glade budskab og til sidst ofre sig for vores skyld, som spået af profeterne. Og alligevel ender han med at komme i tvivl om selve meningen med livet. Hvordan skal jeg så nogensinde kunne klare det uden at komme i tvivl om alle de andre ting – og ikke mindst meningen med livet?
Jeg tror, den gode nyhed er, at Jesus tvivlede for at vi kunne lære, at troen ikke findes uden at tvivlen er til stede.
Hvis Jesus var gået døden i møde uden skygge af tvivl, hvordan havde det så været at være menneske i dag? Hvor skulle vi så gå hen med al den tvivl, vi helt naturligt har i vores forvirrede liv? Jesus er det bedste forbillede noget menneske kan få, men han var også selv menneske. Mennesker er ikke perfekte, de lever ikke perfekte liv og får ikke perfekte ægtefæller, perfekte børn og heller ikke en perfekt tro. Jesus var menneske, det bedste menneske verden har set, men han var ikke perfekt: Han tvivlede til det sidste.
Man kan sige, at det er gennem tvivlen vi mennesker kommer til tro. Hvis alt ved Guds rige var perfekt og Jesus havde mødt døden på Golgatha uden at tvivle det mindste, så havde det ikke været til at holde ud, når man kommer i tvivl som menneske.
Når vi i vores lille del af Guds rige møder udfordringer, som f.eks. at kirkebænkenes antal ikke altid modsvarer antallet af kirkegængere, så glæder vi os først. Dernæst overvejer vi praktiske løsninger og endelig kommer vi i tvivl om, hvad der nu egentlig er Guds vilje og plan med os. Tvivlen er troens følgesvend. Det er ikke nemme beslutninger vi skal træffe, konsekvenserne kan virke uoverskuelige og mange mennesker skal ofre meget mere, end de nogensinde har gjort før. Tør vi tro på det?
Der er intet forkert ved tvivlen. Jesus kom i tvivl om meningen med sit liv. Men tænk hvis han havde ladet tvivlen sejre: Så havde vi slet ikke haft brug for kirkebænke i dag! Og vi havde ingen steder haft at gå hen med vores tvivl. Jesus overvandt tvivlen og ofrede alt for os. Han kan hjælpe dig og mig med at overvinde vores tvivl i hverdagen og i forholdet til Gud. Men tænk på, at det kostede Jesus livet vælge troen frem for tvivlen. Er vi parat til at ofre lige så meget for vores tro? Eller vil vi hellere leve med tvivlen? Det er et valg som kun du og jeg kan træffe.
Henrik Andersen
Comments