I den senere tid har jeg lidt for tit fået muligheden for at tage toget til København. Som de fleste nok ved, er det en tur på godt og vel fire timer fra Aalborg og selvom firmaet betaler og det foregår på DSB 1’ så er fire timer nu en gang fire timer. Når jeg har vendt bunken med arbejdspapirer et par gange sker det, at jeg henfalder til DSB’s overdådige tilbud af underholdning til togrejsen: Magasinet „Ud & Se”. Det stammer oprindelig fra dengang slogan’et fortsatte „med DSB”. Med de regelmæssige forsinkelser gennem vinteren og foråret 2005 har DSB vist droppet det slogan.
Nå, men en dag da de fire timer til hovedstaden trækker lidt ud, kaster jeg mig over seneste nummer af „Ud & Se”. Udover mængder af kulørte reklamer, en ligeså kulørt artikel om danske soldater på vej til Irak, kinesere i Tibet, lidt kulturelt stof og den skæve historie om en nordmand, der påstår vi har fjelde i Danmark, så fanger mit øje den fremhævede tekst lidt nede på side 4: „Jeg måtte virkelig finde hårene på brystet frem”, citat: Louise Gade – om at blive borgmester i Århus. Kvindelig borgmester med hår på brystet – Sådan en ser man ikke hver dag. Så jeg kaster mig over artiklen, der nu viser sig at være helt som forventet: Velskrevet, men hverken særlig kritisk eller dybdeborende.
Men lige pludselig bliver den alligevel interessant: „…Troen spiller en meget større rolle for mig nu” står der. Og det handler ikke om at borgmesteren stresser af med yoga udvalgsmøderne, for artiklen fortsætter:
„Hvorfor?” „Af flere årsager. Som sagt har jeg været ude for mange dødsfald og megen sygdom. … jeg har været ude for en del alvorlige begivenheder, der har præget mig og min tro. Næsten samtidig med at min søster blev syg, døde min mormor, som jeg var tæt knyttet til. Min mor har også været alvorligt syg. Og på et tidspunkt havde jeg en studiekammerat på jura, som blev kørt ihjel på vej på skiferie. Det var en meget stærk oplevelse. Så oplevede jeg, at en af mine barndomskammerater også blev kørt ihjel. En anden barndomskammerat faldt pludselig om på grund af en hjerneblødning, og senere igen faldt en tredje barndomskammerat, som jeg også var i familie med, om på sin cykel og havde også fået en hjerneblødning. På et tidspunkt blev jeg ringet op og fik at vide, at min mand pludselig var blevet indlagt og lå på hospitalet med hjerteproblemer. Og selv var jeg i 1999 sygemeldt i en længere periode på grund af problemer med nyrerne. Vi blev begge helbredt, men det giver altså et gib i én, når den slags sker, og man kun er i slutningen af 20’erne.”
„Men hvorfor blev du troende?” „Fordi man forsøger at finde en højere retfærdighed et sted – en klippe, man kan læne sig op ad. Man kan hente styrke i troen på, at der findes noget større. Og det er nok det, jeg har gjort, lige siden min søster blev syg. Det skal ikke lyde som en klynkehistorie. men de begivenheder, jeg har været ude for, har præget mig og gjort mig mere bevidst om at søge efter nogle større værdier, noget man kan holde fast i, selvom det er udefinerbart. Noget som man er sikker på ikke forsvinder. Og der er der nogle værdier i kristendommen, som er meget vigtige at holde sig til. Også så man undgår at blive bitter. Derudover giver det en fantastisk bevidsthed om at leve i nuet, og om at man ikke skal planlægge sit liv i stykker.”
Jeg blev helt opløftet! Vel kan man læse interviews med de kendte i Udfordringen og Kristeligt Dagblad, hvor de bekender deres tro og tvivl. Men det er alligevel ikke hver dag en ung, strømlinet, venstre-borgmester ganske åbent fortæller om at finde den kristne tro. Louise Gade har været ude for oplevelser, der nok kan få de fleste til at vakle i troen. Men de tragiske begivenheder har haft den stik modsatte effekt. Hun har søgt „nogle større værdier, noget man kan holde fast i, selvom det er udefinerbart. Noget som man er sikker på ikke forsvinder.”
Derfor er Louise Gades beretning og vidnesbyrd meget mere end blot bekendelse af kristen tro. Det er meget mere end en opfordring til at søge Gud i modgangen. Det er meget mere end en beretningen om at finde meningen med livet i den kristne tro. Louise Gades beretning er et velrettet spark til de stadigt flere, der søger meningen med livet i arbejdet, i familien, i størrelsen på bankbogen – i sig selv.
Louise Gades beretning siger netop ikke: „Jeg klarede mig igennem modgangen fordi jeg havde en god uddannelse, en stabil familie, en tjekket kæreste, mange penge i banken eller succes i erhvervslivet”. Det er beretningen om at sætte sig ud over sig selv, sætte sig ud over at søge trygheden i en foranderlig verden, der braser sammen hele tiden. Det er erkendelsen af, at det ikke giver mening at søge meningen med livet i de hændelser, vi udsættes for. Det er bekendelsen af at „jeg” ikke er verdens centrum og at alt ikke drejer sig om „mig”. Det er erkendelsen af, at det eneste man bliver, er bitter, hvis man forsøger at forklare livets uretfærdigheder. Man skal leve i nuet og ikke planlægge sit liv i stykker, siger Louise Gade. Det er ikke budskabet om at koncentrere sig om sig selv og lukke alle andre og alt andet ude. Nej, det er budskabet om at søge Gud, finde fred i Ham og hvile i den fred, der gør, at man ikke bekymrer livet ihjel.
Jesus sagde det også, men hvor tit glemmer vi det ikke: „Vær ikke bekymrede for jeres liv, hvordan I får noget at spise og drikke, eller for, hvordan I får tøj på kroppen. Er livet ikke mere end maden, og legemet mere end klæderne? Se himlens fugle; de sår ikke og høster ikke og samler ikke i lade, og jeres himmelske fader giver dem føden. Er I ikke langt mere værd end de? Hvem af jer kan lægge en dag til sit liv ved at bekymre sig?”
Henrik Andersen (Kilde: „Ud & Se”, april 2005 / Artikelfoto: Foto: Astrid Maria Busse Rasmussen)
Comments