I filmen "Notting Hill" mødes vennerne til middag. Der er brownies til dessert, og til sidst er der kun en enkelt brownie tilbage på fadet. Hvem fortjener den sidste brownie?
Julia Roberts og Hugh Grant spiller henholdsvis feteret amerikansk skuespiller og håbløs boghandler i "Notting Hill". Det er den gamle historie om kærligheden, der overvinder alt. Der er happy ending, så det driver af skærmen. Men browniescenen hæver filmen over trivialniveauet. Scenen viser os, hvad tillid betyder for relationer mellem mennesker.
Virkeligheden
Virkeligheden på min arbejdsplads er lige for tiden temmelig kaotisk: Flytning til nye lokaler, byggeri, planer om mere byggeri, budgetlægning på nye måder, ændring af vagtplaner og en omfattende organisationsændring, som skal motiveres og forklares. Det går for stærkt for de fleste, både ledere og medarbejdere.
Når det går for stærkt for os, der leder, er der ikke længere tid til en af de vigtigste ledelsesopgaver: At reducere kompleksiteten for medarbejderne. Vi hører ikke ordentligt efter og vi lader spørgsmål være ubesvarede. Vi gemmer os for medarbejderne, fordi vi skal udføre vigtige opgaver!
Medarbejderne oplever hverdagen som alt for kompleks. De ubesvarede spørgsmål og ledernes uhensigtsmæssige adfærd er brændstof til "konspirationsmaskinen":
"Der må jo være en forklaring? De vil bare ikke fortælle om det. Og når de ikke vil fortælle om det, er det omfattende. Der skal nok fyres...."
Uanset forklaringer og undskyldninger oplever ledere og medarbejdere mangel på gensidig tillid i pressede situationer. Og manglende tillid er gift for den gode relation. Og det er den gode relation, der gør, at vi tør tale med hinanden. Tør sige sandheden og selv tør høre den. Tillid er det grundlæggende element i det, der med et malerrullebredt begreb kaldes (godt) psykisk arbejdsmiljø.
"The saddest act here"
I browniescenen i "Nottiing Hill" går den sidste brownie på fadet til "the saddest act here". Til den i selskabet, der kan fortælle den sørgeligste historie om sit miserable liv. Med mindre man holder af at udstille sig selv, er det en historie, man kun fortæller til de bedste venner. Til dem, man har tillid til. Til dem, hvor relationerne er i orden. I filmen er det første gang Julia Roberts feterede filmstjernefigur møder boghandlerens venner. Den tillid vennerne viser hinanden, får den fremmede til at føle sig velkommen. Relationerne er på plads. Nu tør hun også fortælle.
Kommentarsporet på Youtube (se hele scenen i klippet nedenfor) indeholder bl.a. følgende kommentar:
"This is why the British don’t go to therapists. We confess at dinner tables and our mates pick us up by teasing us gently enough to turn tears to smiles. I love my pals, old are gold and new are true and Thank God for them daily."
Bare det holder
På min arbejdsplads gennem mere end 11 år har vi tillid til hinanden. Vi har det ligesom "the British" i citatet. Måske bekender vi ikke ligefrem, men vi tør sige sandheden. Vi kan diskutere på tværs af traditionelle leder- og medarbejderskel, om alt fra politik til praktiske arbejdsmiljøforhold. Af og til går bølgerne højt. Så henter vi sandwich, og spiser sammen, mens vi fortæller røverhistorier fra gamle dage, genetablerer tilliden og får relationerne på plads.
Men det går alt for stærkt omkring os. Vi slider på tilliden og på relationerne. Men vi holder fast i, at der skal være tid til "reparationssandwich".
Henrik Andersen
Filmklippet "Who Deserves The Last Brownie?" fra filmen "Notting Hill".
Comments